C20 spurtede sig til plus efter træg dag

Følg aktiekurserne online Ritzau FinansDet danske C20-indeks satte en sand slutspurt ind i den sidste halve times handel og nåede derved at slutte en dag, der ellers havde været i rødt, med et plus på 0,3 pct.

De europæiske aktier lå hele dagen med betydelige stigninger, men det danske eliteindeks blev holdt nede af især fald i sværvægteren Novo Nordisk. Men mod dagens slutning indhentede medicinalaktien, der vejer omkring 40 pct. i indekset, noget af det tabte og sluttede med et fald på 1,35 pct.

Et par marginalt positive nøgletal fra USA vendte også stemningen på Wall Street, der ellers var startet i rødt. Både ISM-indikatoren for servicesektoren og ADP-beskæftigelsesindikatoren var en smule bedre end ventet.

»Vi kan håbe på, at det er en positiv forløber for det, vi kommer til at se i jobrapporten på fredag, og det ser ud, som om det er det, markederne reagerer på her til sidst,« siger chefrådgiver Michael Borre fra Nordea.

Bundproppen i C20-indekset blev DSV, der sluttede dagen med et fald på knap 3 pct. til kurs 93,25. Danske Markets sænkede sit kursmål på aktien fra 135 kr. pr. aktie til 110 kr. pr. aktie. Det skete grundet udsigten til en afmatning af den europæiske økonomi.

I sin morgenberetning fortalte Danske Markets, at man har skåret sine estimater for indtjeningen pr. aktie 7-12 pct. for perioden 2011 til 2013.

»Vi mener, at DSV vil lande marginalt under sine egne forventninger i 2011. Vi er også blevet mere skeptiske omkring indtjeningen i 2012 grundet DSV's markante eksponering mod den europæiske handel,« skriver analytikerne.

De fastholdt dog anbefalingen "køb".

De hårdt prøvede europæiske bankaktier havde en god dag, og herhjemme lykkedes det Danske Bank-aktien at spurte sig til et plus i den allerseneste handel. Danske Bank lå ellers i minus det meste af dagen oven på tirsdagens kursfald på 8 pct. Men onsdagen endte med en stigning på 5,5 pct. til kurs 77.

Det japanske finanshus Nomura var blandt de mæglere, der var inde med store købsordrer i den sene handel.

Bankens ledelse er i London for at fortælle investorerne om forretningen. Tirsdag holdt Peter Straarup tale på en investeringskonference arrangeret af Merrill Lynch, og onsdag og torsdag er der møder med forskellige investorer.

Ordførende direktør Peter Straarup gav blandt andet udtryk for, at nedskrivningerne i Norden kan stige igen.

I toppen af C20 sluttede Pandora med en stigning på 5,7 pct. i kurs 36,9 uden selskabsspecifikke nyheder.

FLSmidth steg 3 pct. til kurs 275, ligeledes uden specifikke nyheder om selskabet, men mineselskaber og råvareproducenter havde generelt en god dag på børserne rundt om i verden.

A. P. Møller-Mærsk steg 1 pct. Der er tilsyneladende et bud på vej på selskabets LNG-forretning, der længe har været til salg.

Læs også