Farven er ligegyldig for økonomien

Regeringen glæder sig over, at tilliden til dansk økonomi er usvækket.

/ritzau/Om regeringen er rød eller blå spiller ingen rolle for økonomien. Ratingbureauet S&P har tillid til den nye danske regering og fastholder den højeste karakter - AAA - for dansk økonomi.

Finansminister Bjarne Corydon (S) glæder sig over, at tilliden er usvækket.

»S&P-vurderingen viser, at der er en grundlæggende tillid til den økonomiske politik i Danmark og den nye regering. Vi har fremlagt et ansvarlig og fremadrettet regeringsgrundlag, der sikrer lav rente, og som desuden sikrer, at Danmark fortsat er en sikker havn for internationale investorer, også når der er finansiel uro,« siger finansministeren i en kommentar.

I sin økonomiske politisk følger S-SF-R-regeringen i store træk den samme økonomiske politik som VK-regeringen. Reformen af efterløn og pensionsalder bliver gennemført, og der er lagt op til en stribe nye reformer, der skal skaffe mere arbejdskraft.

Efterlønsreform er vigtig


S&P hæfter sig ved, at selv om Danmark nyder godt af tidligere reformer af pensions- og skattesystemer, er flere reformer nødvendige.

»Det er vores opfattelse, er gennemførelsen af den foreslåede pensionsreform, som forudser en stigning i efterløns- og pensionsalderen, er et vigtigt skridt for at øge udbuddet af arbejdskraft og mindske regeringens udgifter til pension,« skriver S&P.

S og SF gik ellers til valg på at rulle reformen af efterløns- og pensionsalder tilbage. Det var den reform, der blev aftalt mellem VK, DF og De Radikale før folketingsvalget.

I den nye regering har De Radikale fået en afgørende nøgleposition i den økonomiske politik, hvor økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) vil være regeringens økonomiske vagthund overfor også stat, regioner og kommuner.

Læs også