EasyJet udfordrer med flere ruter

Lavprisgiganten vil vokse i Danmark og er på vej med nye destinationer. Men høje priser i Københavns Lufthavn blokerer for etablering af en dansk base.

Lavprisgiganten EasyJet vil vokse yderligere i Danmark. Det britiske selskab ventes om kort tid at lancere endnu en rute fra Københavns Lufthavn.

Samtidig varsler EasyJet yderligere vækst i de kommende år.

Det er en ekstra udfordring for SAS, der kæmper om kunderne med discountoperatører som netop EasyJet og Norwegian.

Derimod er der ikke umiddelbart udsigt til, at EasyJet etablerer en egentlig base i København.

Flyselskabet er nemlig utilfreds med prisniveauet i lavpristerminalen Go, hvorfra EasyJet flyver.

Selskabet mener, at prisforskellen er for lille i forhold til den de øvrige terminaler, hvor der ydes en langt højere service.

»Vi har en god operation i lavpristerminalen Go. Men vi er skuffet over, at der ikke er en større prisrabat i forhold til resten af Københavns Lufthavn. Derfor er det svært at retfærdiggøre etableringen af en base i København,« siger Allan McIntyre, der er øverste chef for ruteudvikling i EasyJet.

I øjeblikket har det britiske lavprisselskab 8 ruter med op til 12 daglige afgange fra København. EasyJets mindste base er i Newcastle Airport med en halv snes ruter.

København er dermed tæt på at have den rigtige størrelse til at blive opgraderet til en base. Det vil betyde, at flyene overnatter, så man kan flyve ud fra lufthavnen tidligt om morgenen.

Det giver ikke mindst bedre muligheder for de forretningsrejsende, som EasyJet gerne vil tiltrække.

Det er kun 20 kr. billigere pr. passager at benytte lavpristerminalen Go, der har en meget begrænset service i forhold til de andre terminaler, som har alle tjenesteydelser. Eksempelvis forpligter flyselskaberne i Go-terminalen sig til at kunne vende flyene på 30 minutter.

Begrænset prisforskel


90 pct. af passagererne skal checke ind elektronisk, og der er ikke mulighed for transfer til andre fly.

Københavns Lufthavn erkender, at prisforskellen er begrænset.

»Taksterne er blevet fastsat efter en grundig forhandling mellem lufthavnen og flyselskaberne. Der var mange interesser at tage hensyn til, og det var, hvad man kunne blive enige om,« siger Ole Wieth Christensen, ruteudviklingschef.

Taksterne gælder frem til 2015, og inden da skal der ske en genforhandling.

Ifølge Allan McIntyre ville EasyJet være i stand til at vokse mere, hvis prisdifferencen var større.

»Priserne i lufthavnen er en omkostning, og det gør en forskel for vores muligheder, hvis vi kan opnå lavere priser,« siger Allan McIntyre.

EasyJet er det eneste lavprisselskab i Go-terminalen, men det er ikke noget problem for selskabet.

»Det er en god løsning for os, og vi får en fin service i lufthavnen,« siger Allan McIntyre.

SAS erkender, at udfordringen fra EasyJet vil vokse i de kommende år.

»Selskabet har ordrer på masser af nye fly, så vi er ikke overrasket over, at det udvider i København. Men SAS har nedbragt omkostningerne, og vi har også planer om vækst,« siger Per Møller Jensen, marketingchef i SAS.

Læs også