Entreprenører kan spare massivt på indkøb

Ny undersøgelse afslører, at de pressede entreprenører kan spare op mod 15 pct., hvis de bliver bedre til at strukturere deres indkøb.

Et voldsomt prispres tvinger landets entreprenører til at kigge efter andre områder, hvis der skal opretholdes en blot nogenlunde acceptabel bundlinje.

I takt med stigende konkurrence som følge af faldende aktivitet tvinges landets store entreprenører til at lede efter områder, hvor omkostningerne kan nedbringes, nu når det ikke længere er en mulighed at sende regningen videre til kunderne.

Her kan de danske entreprenører ifølge en rapport fra konsulentvirksomheden Accenture meget vel give deres indkøbsvaner et grundigt serviceeftersyn. Erfaringerne fra store udenlandske byggegiganter viser nemlig, at man fra entreprenørernes side kan spare op imod 15 pct. på sine indkøb, hvis de blot sættes ordentligt i system og samles i en funktion.

Centralisering virker


»Vores erfaringer viser, at man i entreprenørbranchen kan opnå tocifrede besparelsesprocenter ved at centralisere sine indkøb, for det giver en klar fordel i forhold til at agere på et uhyre konkurrencepræget marked med mange samarbejdspartnere,« siger Farzin Saber, der er rådgiver i Supply Chain Management hos Accenture Danmark.

Netop indkøb har de senere år været en af de helt store udgifter hos de danske entreprenører, der vurderes at bruge flere milliarder på denne post årligt.

Set i det lys kan der ifølge Accenture være en klar fordel i at fokusere på indkøb for dermed at sikre sig bedre priser.

»Vi ved, at omkostninger til indkøb i nogle tilfælde udgør over halvdelen af et projekts samlede budget, og i kølvandet på globaliseringen er indkøbsfunktionen kun blevet mere kompleks. Der er derfor store besparelser at hente ved at optimere entreprenørernes indkøbsfunktion,« siger Farzin Saber

Specialisering


Hos landets største entreprenørvirksomhed, MT Højgaard, der ligesom stort set alle konkurrenter kæmper med alt for små overskudsgrader, forsøger man at specialisere og samle sine indkøb ved bl.a. at begrænse antallet af leverandører.

Ifølge indkøbsdirektør Michael Jensen er netop reduktioner af omkostningerne et klart fokusemne hos selskabet, og derfor er man begyndt at flytte sine indkøb uden for landets grænser.

»Vi arbejder bl.a. med at foretage indkøb i eksempelvis Kina eller de baltiske lande. På nogle områder, er der rigtigt store gevinster at hente her. Alt afhængig af de enkelte projekter kan der spares op imod 50 pct., men det kræver selvfølgelig, at der købes større partier, og at produkterne har en vis kvalitet,« siger han.

Læs også