Svær reform af bilafgifter venter

Det kan vise sig meget vanskeligt at rydde op i det morads, som det dyre danske registreringsafgiftssystem udgør

Det er som et betændt sår, som er meget svært at rense.

De danske bilafgifter er formentlig verdens højeste, og de har vist sig meget vanskelige at administrere eller ændre til det bedre.

For hele tiden opstår uretfærdigheder eller skævheder, som er uhyre komplekse at rette op på, for bilbranchen, leasingfirmaerne og deres rådgivere er snarrådige folk, som udnytter huller og indimellem truer med EU-søgsmål, hvis ikke staten makker ret.

Samtidig står politikere og embedsmænd med et system, der ikke sådan lige kan ændres. For hvis man for alvor tager fat, hvad sker der så med værdierne af de biler, som danskerne i god tro har betalt fyrstelige summer for?

Og hvad med afgiften på de brugte biler, som i EU skal kunne importeres eller eksporteres?

Det er den slags spørgsmål, som den nye regering står overfor, hvis den i modsætning til den forrige skal få gennemført en holdbar reform på bilområdet. Det stod nemlig også på Lars Løkke Rasmussens (V) regeringsprogram, men det lykkedes altså ikke for ham at få ryddet op i systemet én gang for alle f.eks. med en overgang til roadpricing, der på et tidspunkt var på programmet.

Nu er det den nye SF-skatteminister Thor Möger Pedersens tur til at sikre, at danskerne ved hjælp af et nyt og provenu-neutralt afgiftssystem går over til mere miljøvenlige biler.

Det er en del af regeringsprogrammet.

Det som p.t. har sat den danske bilbranche på den anden ende med krav om reformer er de såkaldte mindstebeskatningspriser - et skyggesystem med særligt lave registreringsafgiftssatser, som leasingselskaber og bilfirmaer kan bruge, hvis bilerne skal bruges internt som driftsmiddel. Skat har overraskende tilladt, at leasingfirmaerne kan bruge disse afgifter til alle deres bilkøb, mens bilforhandlerne må bruge dem ved salg af demo-biler. Det har mange bilforhandlere og deres importører som beskrevet i avisen forsøgt at udnytte fuldt ud, men det forsøger Skat med al magt at sætte en stopper for via omfattende kontrolmanøvrer.

FDM kalder systemet for skævt og svært gennemskueligt for den almindelige bilkøber, der som regel ender som taber ved bilhandler f.eks. via et særligt højt værditab:

»Der sker en todeling af markedet. Måske kan det i første runde føles som en gevinst for den enkelte bilejer. Men den største gevinst havner hos de forhandlere eller leasingfirmaer, der kender systemet. Og længere henne ad vejen får vi et underligt brugtbilmarked, hvor dem, der ikke har fået del i rabatterne, rammes hårdt.«

Ondets rod


Derfor mener FDM, at tiden er inde til én gang for alle at tage fat ondets rod - og få ryddet op i registreringsafgiftssystemet. Ikke mindst fordi statens indtægter fra bilafgifterne er under voldsomt pres. Ifølge Torben Kudsk står staten til at få omkring 8,2 mia. kr. i kassen efter årets første syv måneder ved et salg på omkring 100.000 biler. Det er et højt salg, men indtægterne er meget små i sammenligning med bilsalget i 2007, da staten fik 24 mia. kr. i kassen. Derfor fortsættes en for statskassen kedelig tendens, idet afgiftsbetalingen pr. ny bil er faldet fra ca. 150.000 kr. til 88.000 kr. fra 2007 til 2010.

»Nu hvor pengene fosser ud af statskassen og en ny regering har på programmet at gøre bilerne grønnere, så burde de tage fat om nældens rod. Og man kan jo stadig sikre sig samme provenu,« siger Torben Kudsk, der mener, at det nuværende system, hvor registreringsafgiften tager udgangspunkt i bilens pris, skal erstattes af et, hvor afgiften beregnes af bilernes miljø- og sikkerhedsmæssige egenskaber. Så kan det herefter diskuteres, om afgiften skal betales med det samme eller løbende. FDM bakkes op af De Danske Bilimportører:

»Vi har med tilfredshed noteret os, at regeringen vil se samlet på det her område. Den bør gøre systemet mere simpelt og retfærdigt,« siger chefkonsulent Tejs Laustsen Jensen.

Hos brancheorganisationen Finans og Leasing, der organiserer leasingselskaberne, er direktør Christian Brandt kritisk overfor en reform - især hvis den gør det dyrere for virksomhederne og deres medarbejdere at have firmabil.

Læs også