Tusindvis af Surftown-kunder fortsat nede

På fjerde døgn kæmper Surftown med at få systemerne tilbage i drift.

Op til 10.000 kunder er onsdag fortsat uden kontakt til deres hjemmeside.

Surftown kæmper på fjerde døgn med eftervirkningerne af weekendens skybrud, hvor kældrene i Surftowns moderne lokaler i nordhavnen på Østerbro blev totalt oversvømmet.

Surftown valgte efterfølgende at flytte hele severparken til Amager, hvor kundernes data lige siden er blevet forsøgt genskabt.

"Vi er holdt op med at give tidsgarantier, men i øjeblikket kæmper vi med at genskabe data fra backup, og det er en tidskrævende proces med mange flaskehalse," siger Surftowns kommunikationschef Kresten Bach Søndergaard.

Surftown vurderede i forbindelse med nedbruddet, at op til 23.000 af firmaets 100.000 kunder var berørt. Det er onsdag skåret ned til 10.000.

Mister kunder
"Jeg er godt klar over, vi kommer til at miste kunder på dette her. Hvor mange aner jeg ikke, eftersom vi bruger alle vores ressourcer på at få alle systemerne op og køre. Men jeg er alligevel imponeret over den støtte og forståelse, vi møder fra langt størsteparten af vores kunder," siger Kresten Bach Søndergaard.

Kunderne har ellers brokket sig højlydt på den dertil indrettede nødblog, hvor Surftown løbende melder om driftsstatus.

En af de frustrerede kunder skrev tidligere i dag:

"Er ved at være træt. Vores bestyrelse overvejer stærkt at flytte vores erhvervskonto til anden udbyder. Surftown besvarer ikke et af vores spørgsmål. Vi har forståelse for arbejdet de er og må igennem, men lidt struktur i arbejdsfordeling havde været på sin plads, således at kunder kunne modtage noget support ..."

"Fem dage uden website er meget uprofessionelt, og tilliden om et samarbejde i fremtiden halter meget bagefter. Der står at wsb6 er oppe og online. Det passer ikke, vi ligger på denne og har stadig ingen web eller ftp."

Kresten Bach Søndergaard forstår udmærket kundernes frustrationer og fortæller, at hele firmaet befinder sig i en slags undtagelsestilstand, fordi hovedkontoret er ude af drift, og de ansatte således ikke har en fysisk arbejdsplads - teknikkerne i datacenteret på Amager undtaget.

Læs også:

Skybrud tvinger hostingfirma til at flytte 300 servere

Surftown stadig ramt af nedbrud - kunderne raser

Læs også