»Vores omdømme kan falde endnu mere«

DSB's adm. direktør Christian Roslev skal på samme tid både effektivisere togselskabet og genvinde medarbejdernes stolthed.

DSB's adm. direktør Christian Roslev, som tiltrådte posten i august, må ud over at kæmpe med at vende den økonomiske situation med underskud i statens togselskab også konstatere, at virksomhedens omdømme har lidt et alvorligt knæk.

Årets krise koster dermed på flere fronter dyrt.

Hvor vigtig er danskerne opfattelse af DSB's omdømme for dig og selskabet?


»Det betyder rigtig meget for alle i DSB, at danskerne ser mere negativt på selskabet. Uanset om vi faktisk har en ret fornuftig regularitet, og alle i selskabet kæmper for at levere et godt produkt, har vores omdømme klart lidt skade. Der har vi en stor opgave foran os.«

Lige nu er der forhandlinger om sparerunder og effektiviseringer i selskabet med forlydender om en større fyringsrunde.

Hvordan vil det påvirke jeres omdømme?

»Den anstrengte økonomi og opmærksomheden om den situation kan betyde, at vores omdømme falder yderligere i den periode, som vi er inde i. Netop nu forhandler vi med medarbejderne om effektiviseringer, så vi kan sikre den nødvendige balance i budgettet for 2012. Hvad de forhandlinger ender med, er for tidligt at sige. Men effektiviseringer er nødvendige. Det skal vi bruge den kommende periode på, så vi derefter kan skabe ro i selskabet og vende udviklingen. Også for vores omdømme.«

Hvordan har du det som ny koncernchef med den nye negative opfattelse af DSB blandt danskerne og dermed kunderne?

»Det skal vi have ændret, og der ligger en meget spændende tid forude, som faktisk kan gavne DSB og den danske jernbane. De næste 10 år investeres mere end nogensinde i jernbanen med udvidet skinnekapacitet, nye signalanlæg og meget andet. På de interne linjer har vi også en stor opgave med at genskabe troen og stoltheden over DSB hos medarbejderne.«

Ud over krisen om DSBFirst, selskabets dårlige økonomi og den negative omtale af selskabet, kan dykket i omdømmet vel også hænge sammen med skandalen om de i årevis forsinkede IC4-tog?

Hvad skal der ske på den front?

»Det kan ikke udelukkes, at situationen om IC4 også smitter af på omdømmet. Netop nu afventer vi en uvildig rapport fra Transportministeriet om IC4-togene. Det venter jeg på, før vi siger mere om IC4-togene.«

Læs også