Lad falde, hvad ikke kan stå!

Krise: Forud for den globale kreditkrise udløst af Lehman Brothers' kollaps skete det, at ganske mange i det internationale banksystem havde påtaget sig risici, som de vidste, de ikke kunne honorere.

”Moral hazard” fik af mange økonomer skylden for, at det i 2008 gik så galt på de finansielle markeder, som det gjorde, men hvad ligger der i begrebet ”moral hazard”, og hvad har det med de finansielle problemer at gøre? ”Moral hazard” beskriver det problem, som opstår, når to parter indgår en aftale om risikodeling, hvor den enes indsats vil påvirke sandsynlighedsfordelingen for udbyttet hos den anden part.

Denne tekniske forklaring vil de færreste kunne forstå, men mere konkret påtager man sig store risici i håbet om ekstreme afkast, idet man forventer, at tredjepart redder en, hvis det går galt. Det har den konsekvens, at man bekymrer sig mindre om risikoafdækning og mere om afkastet.

Forud for den globale kreditkrise udløst af Lehman Brothers' kollaps skete det, at ganske mange i det internationale banksystem havde påtaget sig risici, som de vidste, de ikke kunne honorere, hvis markederne faldt sammen. En del af den finansielle verdens ledere kalkulerede med, at regeringer og centralbanker ville komme dem til undsætning, fordi de samfundsmæssigt var for vigtige til at lade gå konkurs, selv om det måske var det mest rimelige og sundeste på sigt.

Som følge af ”moral hazard” gennemførte bankdirektører rundt om i landet en aggressiv udlånspolitik under hele det økonomiske opsving frem til vendingen i 2007 kulminerende i 2008. De ekspanderede, som remmer og tøj kunne holde, velvidende, at Nationalbanken og Regeringen nok skulle redde dem, hvis det gik galt. Det er ”moral hazard” per excelance.

Når hele den danske banksektor over en bred kam foretager risikable udlån og investeringer, går det en gang i mellem galt. Men så står de regulerende myndigheder klar i kulissen til at gennemføre en redningsplan f.eks. i form af en bankpakke.

Vi befinder os stadig i efterdønningerne af den finansielle krise, og lande verden over har ved hjælp af forskellige stimulipakker forsøgt at manøvrere sig fri af den værste nedsmeltning. Men indtil videre kun med midlertidige løsninger, som, hver gang de skal refinansieres, byder på nye udfordringer.

Giftindholdet
i kapitalmarkederne har, som følge af de mange statslige interventioner, nået et kritisk niveau, hvor det er vanskeligt at vide, hvilken modgift der skal kurere problemerne. Men en ting er sikkert; vi må forsøge at undgå at bruge instrumenter, som skaber en latent risiko for en gentagelse af historien fra 2008.

I Danmark står vi imidlertid med en risiko for, at vi med den seneste Bankpakke IV er godt på vej til at gentage historien fra 2008.

Specielt denne sidste bankpakke tilskynder efter min vurdering indirekte de store banker til i fremtiden at foretage risikable investeringer.

Det sker, fordi staten viser sig villig til at redde de store banker lige meget, hvad der sker. Det øger sandsynligheden for ”moral hazard” inden for banksektoren. Problemet er, at det finansielle system har været nødt til at indføre forskellige bankpakker, da tilliden til den danske banksektor, som følge af krakket af Amagerbanken og Fjordbank Mors, var helt i bund.

Det er min vurdering, at al statslig intervention ikke er frugtbart på lang sigt, hvorfor vi simpelthen er nødt til at bide i det sure æble.

Det nytter ikke noget at holde usunde banker kunstigt i live, når de selv har indtaget den dødelige gift. Det vil bare øge incitamentet til fortsat at forgifte kapitalmarkederne med de risikable investeringer.

Naturligvis bør man forhindre større sociale katastrofer for uskyldige bankkunder.

Men også de må lære ikke godtroende at placere deres midler hos de mest risikobetonede banker, for så vil vi opnå sunde selvregulerende mekanismer, hvor der i højere grad er symmetri mellem risiko og afkast hele vejen rundt.

Derfor er jeg tilhænger af det gamle kendte ordsprog ”lad falde, hvad ikke kan stå”, da det på lang sigt vil være det mest fornuftige, som vi kan gøre for at genoprette de internationale kapitalmarkeders troværdighed.

Læs også