Hov, de røde blev blå

På overfladen er den nye regerings grundlag forbløffende lig forgængerens. Men en ny økonomisk strategi kan endnu dukke op i de detaljer, som ingen hidtil har haft lyst til at tale om.

Steen Rosenbak, erhvervsredaktør - Morgenavisen Jyllands-Posten

Scenografien lignede dansk erhvervslivs værste mareridt.

En rød regering med ikke færre end seks såkaldt økonomiske ministre trådte ud på Amalienborg Slotsplads i mandags. Halvdelen af dem SF'ere, suppleret af to socialdemokrater og en enkelt radikal.

At dagen alligevel endte som en fest på direktionsgangene siger en hel del om tilstanden i dansk økonomisk politik for tiden. For da regeringsgrundlaget tikkede ind, viste det sig ualmindeligt vanskeligt at mane de store skræmmebilleder frem om gammelsocialistisk tankegods i en erhvervspolitik baseret på Enhedslistens pseudorevolutionære.

Hos erhvervsorganisationerne forlød det med let undren, at den røde regering da vist måtte have forhandlet sig blå i hovedet derude på toppen af hotel Crowne Plaza. Nok havde man på forhånd indstillet sig på, at den nye regering med kyshånd ville tage imod den finansiering, som forgængerne havde leveret med såvel efterløns- som dagpengeindgreb. Men i kombination med benhård fokus på løntilbageholdenhed og øget udbud af arbejdskraft var pakken alligevel ikke så lidt mere erhvervsvenlig, end den store majoritet havde forudset.

En nærmere granskning
af det nye regeringsgrundlag i sammenligning med det grundlag, som den seneste regering under Fogh Rasmussen fremlagde i 2007, viser da også, at lighederne mellem borgerlig og socialistisk realpolitik mildt sagt er påfaldende på det økonomiske og erhvervspolitiske område.

Vi kan jo begynde med fundamentet under Danmarks økonomiske politik igennem snart 20 år - fastkurspolitikken.

Den nye regering
vil »sikre troværdighed om fastkurspolitikken«. Præcis som forgængeren.

Videre til skattepolitikken.

Den nye regering vil markant sænke skatten på arbejde og indføre miljøafgifter i stedet. I 2007 ville Fogh-regeringen sænke skatten på arbejde og »tilskynde til miljørigtig og energibesparende adfærd«.

Og konkurrencen i den private sektor?

Den nye regering vil øge konkurrencen for at sikre lavere priser og et varieret udbud af varer og tjenester. Den gamle ville styrke konkurrencen, så forbrugerne ikke betaler for meget for varer og tjenester.

Går vi videre til innovation i erhvervspolitikken, er ligheden næsten skræmmende.

Thorning-regeringen vil »fremlægge en strategi, der skal sætte rammerne for en styrkelse af innovationen i danske virksomheder«. Fogh-regeringen ville i 2007 »udarbejde en virksomhedsrettet innovationsstrategi med særlig fokus på at forbedre rammevilkårene for virksomheders innovationsaktiviteter.«

Men den gamle
socialistiske modstand mod privatisering af offentligt arbejde - her må vandene da skilles? Tro om igen.

Den nye regering vil »gennemføre en analyse af, hvornår det er økonomisk fordelagtigt at anvende offentlig-privat partnerskab (OPP) til løsning af offentlige bygge- og anlægsprojekter«.

Nøjagtigt det samme som Fogh-regeringen ville.

Videre til danske virksomheders mulighed for at hente udenlandsk arbejdskraft til landet.

Den nye regering vil forbedre vilkårene for den manøvre. Den gamle ville »gøre det lettere at komme til Danmark og arbejde«.

International samhandel?

Både Thorning og Fogh-regeringerne lover enslydende at arbejde for, at der atter kommer skred i de fastfrosne frihandelsaftaler i den globale samhandelsorganisation WTO.

Og sådan kunne vi fortsætte ind over store dele af arbejdsmarkedsområdet, konkrete klimatiltag og fokus på bedre produktivitet i den private sektor. Vel må København leve med en ny betalingsring, vel spenderer den nye regering mere på en kortsigtet vækstpakke end den fratrådte, vel løber den fra valgløfter om lempede afskrivningsregler for erhvervslivets investeringer, og vel venter massive afgiftsstigninger på usunde fødevarer.

Men på alle afgørende punkter lægger det nye regeringsgrundlag tilsyneladende op til en fuldstændig videreførelse af VK-regeringens økonomiske politik. Tilsyneladende. For et regeringsgrundlag er netop kendetegnet ved at være meget lidt detaljeret om den praktiske udførelse af visionerne. Fire centrale udeståender hober sig op:

1. Milliardregning

..

Læs også