Det forsigtige spil om overenskomsten

Længe inden forhandlingerne om en ny overenskomst for privatansatte går i gang, begynder det taktiske spil. Signalerne i denne omgang tyder på en forsigtig aftale - med anløb til bulder og brag i trepartsdrøftelserne.

1998 er for arbejdsgivere, hvad 1968 er for liberalister, og 2001 er for efterretningstjenester - et årstal, de kigger frygtsomt tilbage på.

Når arbejdsgiverne i disse uger insisterer på, at forhandlingerne om en ny overenskomst for privatansatte skal afsluttes før trepartsdrøftelserne med regeringen, skyldes det således storkonflikten i 1998.

I februar 1998 udskrev daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) folketingsvalg midt under overenskomstforhandlingerne. Statsministeren havde i sin nytårstale plæderet for mere frihed til børnefamilier, og det var et af hovedtemaerne i valgkampen. I mellemtiden blev forhandlingerne om en overenskomst sat på hold.

Efter valget satte parterne sig tilbage til forhandlingsbordet, puttede et par ekstra kommaer i forligsteksten og sendte aftalen ud til urafstemning hos deres medlemmer, men her var man - stik imod tidligere hensigtserklæringer - ikke længere tilfreds med at opnå én ekstra fridag. Ansporet af den politiske parole krævede lønmodtagerne flere fridage, så et flertal stemte nej, og i april nedlagde 450.000 privatansatte arbejdet og gav sig til at hamstre gær.

10 dage senere endte storkonflikten med et politisk indgreb - og flere fridage til lønmodtagerne.

Det er den slags politiske påvirkninger af overenskomstforhandlingerne, som arbejdsgiverne siden 1998 har gjort alt for at undgå. På DI's topmøde i september afslog adm. direktør Karsten Dybvad derfor at indlede trepartsdrøftelser med den nye regering, før overenskomstaftalen er i hus. Statsminister Helle Thorning Schmidt (S) er med på at vente, for såvel arbejdsgiverne som regeringen vil gerne undgå, at lønmodtagerne hægter sine krav fast i de politiske visioner for arbejdsmarkedet.

På den måde bliver overenskomsten billigere - lyder ræsonnementet - for så er det alene den aktuelle krise, der sætter dagsordenen, og den dikterer tilbageholdenhed.

Omvendt forsøger lønmodtagerne i skikkelse af 3F, HK og Dansk Metal naturligt nok at sparke trepartsdrøftelserne i gang nu for at opnå en politisk rygdækning til sine krav. Og så er vi allerede inde i det taktiske spil bag forhandlingerne.

Et spil der, ud over slagsmålet om rækkefølgen af forhandlingerne, først og fremmest handler om signaler. Denne gang forsøger fagbevægelsen at sende et signal om, at man er meget krisebevidst. Bløde krav om mere tryghed og uddannelse er blevet drysset ud over avisernes forsider, mens man imod sædvane har valgt en ultradefensiv indgang til selve lønforhandlingerne:

»Vi går efter en lønstigning, der mindst svarer til inflationen,« lyder det.

Med andre ord accepterer fagbevægelsen på forhånd, at de privatansatte ikke stiger i løn i denne omgang. Et ønske om højere løn er ellers ganske gratis lige nu, fordi modparten afviser at kommentere kravene, inden forhandlingerne går i gang.

Spørgsmålet er så, hvorfor fagbevægelsen mon vælger den defensive strategi? Af to grunde: For det første vil man gerne signalere ansvarlighed over for politikere og befolkning i en krisetid for at få sympatien over på sin side af forhandlingsbordet. For det andet vil man gerne sælge mere tryghed og uddannelse som en sejr over for medlemmerne i erkendelse af, at lønnen bliver umulig at rokke ret meget ud af stedet.

Arbejdsgiverne har omvendt lært at tie stille i stedet for at svare »nej, nej, nej«. Ved stille og roligt at afvente forhandlingerne lukrerer de på den uomtvistelige fordel, det er at kende både modstanderens og sine egne kort på forhånd. At sidde i baghånd, som man siger i poker.

Dermed er vi fremme ved teknikken i forhandlingerne. I disse uger og måneder er de enkelte fagforbund under CO-Industri - hvoraf 3F, Dansk Metal og HK/Privat er de suverænt største med sammenlagt 226.000 ud af i alt 245.000 medlemmer - ved at opliste hver sine krav til forhandlingerne. Foreløbig er ønskerne om længere opsigelsesvarsler, bedre afskedigelsesgodtgørelser og obligatorisk efteruddannelse meldt ud i offentligheden, mens HK tillige har et solokrav: En fjernelse af den såkaldte 50 pct.-regel, der betyder, at halvdelen af en virksomheds medarbejdere skal være medlem af HK, før fagforeningen kan kræve en overenskomst på arbejdspladsen.

Den regel skal HK dog ikke regne med at få afskaffet, vurderer kilder tæt på forhandlingerne, hvorfor funktionærforbundet formentlig vil stemme aftalen ned. Derfor er arbejdsgiverne nødt til at læne sig mere over imod 3F og Dansk Metal, og dermed tegner der sig et billede af en aftale med stilstand inden for løn og pension og enkelte indrømmelser inden for tryghed og uddannelse.

CO-Industri koordinerer fagforbundenes forskellige krav og mødes med DI i begyndelsen af februar 2012 i det, der betegnes som gennembrudsforhandlingerne, fordi de efterfølgende aftaler inden for transport-, handels- og byggebranchen lægger sig tæt op ad den første.

Det betyder med al sandsynlighed, at hovedorganisationerne, Dansk Arbejdsgiverforening og LO, kan gå ind i forligshuset sidst i februar og klipse et mæglingsforslag sammen, som vedtages direkte af de 600.000 privatansatte medlemmer under urafstemningen i marts eller april.

En nedstemning af aftalen vil nemlig ikke blot være en katastrofe for erhvervslivet, men i høj grad også for det politiske Danmark, der som bekendt har EU-formandskabet i første halvår af 2012. Det er mildt sagt svært at tale om sammenhold i Europa, når ens egne borgere er ude i en storkonflikt…

Nej, urafstemningen ender formentlig med et sikkert ja, som samtidig er startskuddet til trepartsdrøftelserne mellem Dansk Arbejdsgiverforening, LO og regeringen, der sagtens kan strække sig over adskillige måneder. Her vil lønmodtagerne blandt andet gå efter et bedre arbejdsmiljø og fuld fradragsret på faglige kontingenter, så fagforbundene kan vinde nogle af de tusindvis af medlemmer tilbage, som er blevet fristet af billigere kontingenter hos de gule forbund.

Man må heller ikke glemme, at fagbevægelsen har skudt millioner af kroner ind i den socialdemokratiske valgkamp og med rette kan forlange at få pengene vekslet om til rød handling, når finanspolitikken nu fortsætter med at være blå. Det kommer ikke til at gå stille af sig.

Så den politiske retorik og de offensive udmeldinger vil atter blive skruet i vejret under trepartsdrøftelserne og ligge som et tyndt skylag over Christiansborg i månedsvis.

Disse drøftelser har dog også en deadline - det sene efterår 2012 - da forhandlingerne om en overenskomst for de offentligt ansatte så småt indledes. Her er det atter afgørende set fra den tunge side af forhandlingsbordet, at lønmodtagerne ikke får lov at spille regeringen og arbejdsgiverne ud mod hinanden ved hjælp af de politiske kugler i trepartsdrøftelserne.

Ellers går det som i 1998.

Læs også