Realkreditinstitutterne sagde nej tak

En bolig uden for Tarm i Vestjylland blev handlet gennem et privat pantebrev. Ejendomsmægleren melder om flere tilfælde på det seneste.

Boligen ude på landet lidt uden for Tarm i Vestjylland blev solgt for 300.000 kr. Finansieringen var dog lidt anderledes, end vi har været vant til de seneste mange år, for realkreditinstitutterne vendte tommelfingeren ned og ville ikke låne en krone ud til køber. Og det var ikke køberen, der var noget i vejen med, men derimod boligens beliggenhed. Derfor endte det med et privat pantebrev, som finansierede hele købssummen.

Det er ikke første gang, at private pantebreve udgør enten hele eller en del af finansieringen i området.

»På det seneste har vi haft et par sager, hvor de private pantebreve udgjorde en del af bolighandlen. Og i alle tilfælde har der været tale om en succeshistorie, hvor både køber og sælger har været tilfredse og er kommet videre med deres liv,« siger Jane Clausen, statsautoriseret ejendomsmægler i Nybolig i Tarm.

Hun siger, at det ofte er de billige ejendomme til under 500.000 kr. som har svært ved at blive finansieret hos et realkreditinstitut.

Ingen dårlige betalere


»Som tiderne er nu, kan det være en mulighed for at få en handel til at falde på plads. Og vi har endnu ikke set et eneste eksempel, hvor der har været tale om dårlige betalere, men der er bare nogle ejendomme, hvor realkreditinstitutterne siger nej tak,« siger Jane Clausen.

Heller ikke i hendes område er de private pantebreve meget udbredte i forbindelse med en bolighandel, men frekvensen er på vej op.

I den konkrete sag, hvor hele købssummen blev finansieret via et pantebrev, afdrager køber nu de 300.000 kr. over de næste 20 år til udstederen af pantebrevet.

Læs også