Festen er forbi

Krise: Alvorligheden af den europæiske gældskrise afhænger primært af Italien og Den Europæiske Centralbank.

Der findes to grupper af mennesker, som hver især har sit bud på, hvad den europæiske gældskrise ender med. På den ene side er visse velinformerede personer overbeviste om, at krisen løser sig og det uden alt for stor økonomisk nedgang.

På den anden side er der lige så velinformerede personer, som mener, at euroområdet ender med at blive splittet på traumatisk vis. Når det handler om at forudsige Europas fremtid, så er der ikke mange, der befinder sig midt imellem de to poler.

Begge sider er enige om, at krisens alvorlighed primært afhænger af Italien og Den Europæiske Centralbank (ECB). Optimisterne mener dog, at Mario Monti vil løse problemerne. Ikke alene vil Italiens nye premierminister gennemføre en række økonomiske stramninger, men optimisterne mener også, at han vil overbevise Tyskland om, at der ikke skal foretages flere nedskæringer på de offentlige budgetter. Sympati og opbakning fra den tyske regering betyder meget, især fordi den har så stor en indflydelse på ECB.

Den Europæiske Centralbank har tungt skyts, den kan køre i stilling. Banken har mulighed for at give billig kredit til Italien og andre økonomisk skrantende EU-lande. Hvis Italien ikke låner af de private markeder i de næste år, så er ræsonnementet, at økonomisk fremgang reelt er en mulighed. Det er heller ikke utænkeligt, at der foretages fornuftige ændringer i forbindelse med styringen af euro-landene. Dette kunne omfatte et endnu større samarbejde omkring en økonomisk union. Så er der desuden mulighed for, at Tyskland kommer på banen med finanspolitiske tiltag, der skal stimulere økonomien.

Mine kollegaer ved Peterson Institute for International Economics, Fred Bergsten og Jacob Kirkegaard, har skrevet artiklen ”The Coming Resolution of the European Crisis,” som vedrører den europæiske krise. De argumenterer for, at det er disse tre forskellige scenarier, der er størst sandsynlighed for.

De citerer Jean Monnet, der var en af drivkræfterne bag den europæiske integration. Monnet har sagt, at Europa vil blive skabt i krisetider, og at unionen bliver summen af de løsninger, som tages i brug under kriserne. Ifølge Bergsten og Kirkegaard vil politikerne vokse med opgaven.

Jeg befinder mig
blandt skeptikerne. Peter Boone og jeg har også skrevet en artikel, ”The European Crisis Deepens”. Artiklen gennemgår en række scenarier og konkluderer, at eurosamarbejdet ikke får nogen lykkelig afslutning.

Hvis dette blot var et valutasystem, der var tæt på at kollapse, så ville det ikke betyde så meget. Historien er fyldt med eksempler på valutaaftaler, som mislykkedes. Faktisk ville en kyniker nok pege på, at alle forsøg på at fastlåse valutaer i forhold til noget andet, om det så er guld, dollaren eller andre valutaer, altid er endt med et negativt udfald.

Guldstandarden har f.eks. eksisteret i forskellige kombinationsmuligheder, der alle har faste valutakurser som udgangspunkt: Bretton Woods-systemet efter Anden Verdenskrig, de østasiatiske landes valutasamarbejde i 1990'erne samt Argentinas katastrofale fastkurspolitik fra 1991 til 2002. Eksemplerne viser alle, at det er en klassisk finanspolitisk fejltagelse at holde på en fast valutakurs for længe. Når kursen må ændres, er der ofte en masse bekymringer omkring fremtiden, men disse bekymringer er ofte ude af proportioner. Et fald i valutakurserne kan hjælpe et økonomisk opsving på vej, hvis inflationen kan holdes i skak.

Men Europas problem
er ikke kun, at der er nogle af landene, som har den forkerte valutakurs uden mulighed for at tilpasse den i det eksisterende system. Det største problem er, at landene har lånt massivt, da det var gode tider. Disse tider er uomtvisteligt forbi.

Italien har en gæld på over 1,9 billioner euro. At få kontrol over denne gæld ved hjælp af økonomiske sparetiltag alene er ikke nok. I lande som Grækenland og Italien er den økonomiske lavkonjunktur desuden med til at svække den økonomiske bæredygtighed.

Hvis ECB køber en stor del af den italienske gæld eller finansierer de banker, som er villige til at gøre det samme, så vil det muligvis stabilisere situationen i nogen tid. Men hvor meget kan ECB reelt gøre uden at sætte sin troværdighed på spil? Selv hvis inflationen på kort sigt skulle stige, hvor længe vil de lange renter så forblive lave? Hvad vil der ske med inflationen, hvis ECB fortsætter med at udvide kreditten på denne måde?

Mange -
herunder også førende banker og folk med høje embeder i regeringerne - ønsker at forhindre, at den italienske gæld omstruktureres.

Men der kommer et tidspunkt i ethvert valutasamarbejde, hvor selv de mest magtfulde personer må ty til simpel kalkulation. Når det offentlige budgetunderskud ikke kan finansieres, når der flyder nok kapital ud, og når centralbanken har gjort alt, hvad den kunne og burde i forhold til, hvad der er ansvarligt, så er det på tide at ændre valutakursen.

Når et land, som devaluerer sin valuta, har lånt massivt i en fremmed valuta - som euroen reelt set er for Italien på nuværende tidspunkt - vil landet befinde sig i en gældskrise, og derfor vil det normalt være nødvendigt at omstrukturere landets gældsforpligtelser. Eurolandene må indse, at denne version i større eller mindre omfang er en del af løsningen.

Læs også