Rapport fra maskinrummet

Erhvervseliten: Årsskiftet blev en bevægelig begivenhed for adskillige medlemmer af dansk erhvervslivs fineste klub. Der blev travlt på chefkontorerne hos især A.P. Møller - Mærsk, Vestas og LO.

Det nye år begyndte med en usædvanligt hektisk uge i erhvervselitens maskinrum.

Det er her, slipseknuden bliver løsnet. Her eksekvering af skæbneforandrende beslutninger trænger receptionernes hyggepassiar og anvendelsen af årets bonuscheck i baggrunden. Det er kort sagt her, eliten udøver den magi, der skal sikre, at den kan bevare sin status som elite. Her ser vi nærmere på den aktuelle dagsorden hos de tunge drenge:



Vestas graver dybt i krisen

Det kom bag på de fleste, da Ditlev Engel sent tirsdag løslod endnu en uvarslet meddelelse fra Vestas-bunkeren i Skejby ved Aarhus. For hvad var nu det? Efter skuffelser og brudte løfter en masse, meddelte manden pludselig, at Vestas da havde nået sit salgsmål for 2011. En god nyhed? Og så alligevel ikke. Sædvanen tro var første sætning i Engels' meddelelse nemlig det absolut eneste positive i det, der skulle vise sig at være endnu en voldsom nedjustering af resultatforventningerne, endnu et tegn på, at der hverken er styr på udgiftsforbruget eller den interne rapportering. Og dermed endnu et i den lange række af brudte løfter til aktionærerne.

Bemærkelsesværdigt, og for Ditlev Engel måske ildevarslende, optrådte Vestas' bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen for første gang med en umisforståelig, offentlig kritik af sin topchef med ordene: »Det er rigtig surt, at ledelsen har opdaget de omkostninger for sent.« Det er ikke en fyreseddel til topchefen. Men det ligner et skriggult kort fra en bestyrelse, der i øvrigt selv har været med hele vejen igennem vindmøllekoncernens årelange nedtur. Spørgsmålet er hvor længe, bestyrelsen og i særdeleshed formand Carlsen kan flyve under radaren?



Mærsk-formanden træder i karakter

Ugens varmerekord blev nået i maskinrummet hos A.P. Møller - Mærsk, da topchef Nils Smedegaard Andersen kort før årsskiftet måtte akut hjerteopereres med efterfølgende sygemelding som konsekvens.

Et ledelsesvakuum, som er til at få øje på. For hvem er det lige, der bliver konstitueret kalif i stedet for kaliffen, når det naturlige valg, Eivind Kolding, er i færd med at skifte til Danske Bank-habitten?

Den hidtidige tredjemand i hierarkiet, Søren Skou, er i brede investorkredse ukendt og ikke egnet til opgaven, der pinedød skal signalere ro, genkendelse og business as usual. Set i det lys leverede Esplanaden noget, der ligner et kommunikationsmæssigt mesterstykke: En grundig redegørelse om topchefens forventede sygeforløb og en stilfærdig markering af, at i Smedegaards fravær er det øverstbefalende selv, bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen, der træder i karakter og tager alle afgørende beslutninger. Helt så firkantet er virkeligheden ikke. Men Mærsk beskytter med manøvren sit midlertidigt sårbare ledelsesteam, tager luften ud af alverdens pressespekulationer og leverer respekteret førerhund, som markedsaktørerne ikke tvivler på. Sådan skal den håndteres.

Allerede dagen efter fik Mærsk brug for den sikre hånd på roret. Det kom frem, at konsulentfirmaet McKinsey i al fortrolighed har anbefalet Mærsk-ledelsen frasalg af klenodierne Dansk Supermarked og den 20 pct. store aktiepost i Danske Bank. Så begyndte spekulationerne om et nyt, fokuseret A.P. Møller - Mærsk igen. Hvilket vakte begejstring hos investorer og analytikere, som i disse år grundlæggende bare holder mere af ultrafokuserede virksomheder end såkaldte konglomerater med aktiviteter i vidt forskellige brancher.

Alligevel bliver der ingen pølse af det skind foreløbig. I Mærsk-optik savner planen ganske enkelt en aktuel begrundelse. Både bank- og dagligvaredrift giver stærke cash flow-bidrag til en koncern, der ellers i stor udstrækning har kapital bundet i svært omsættelige aktiver som skibe, havne og oliefelter. Finansielt er A.P. Møller - Mærsks konglomerat måske slet ikke så strategisk usammenhængende, som de mange forskellige forretningsområder kunne indikere. Derfor var det ikke overraskende, at alle aktuelle salgsplaner blev afvist fra Mærsks maskinrum. Hvad der sker den dag, Mærsk kan placere pengene til mere profitable afkast i kerneområderne olie, shipping eller havneterminaler, er en helt anden sag.

Vil fagbevægelsen udfordre regeringen?

Det har knaget og braget i hjernevindingerne hos fagbevægelsens topfolk op til de overenskomstforhandlinger, der løb af stablen i onsdag. Fagbevægelsens berettigelse er at skabe fordele for lønmodtagerne. Men fagbosserne ved godt, at de private virksomheders rige fattes penge til lønstigninger. De ved også, at større lønrammer først og sidst er det, der tæller for hovedparten af bevægelsens medlemmer. Og de ved, at et overenskomstresultat, der - som det ventes - kun giver plads til en i bedste fald flad realløn, men flere penge til efteruddannelse, ikke er det middel, der sætter en prop i medlemsafgangen.

Derfor må bevægelsen nu fundere over, hvordan den regning, arbejdsgiverne ikke kommer til at betale, kan sendes videre til statskassen. Forvent at Harald Børsting og fællers pragmatiske indgang til overenskomstforhandlingerne bliver fulgt af en væsentligt mere aggressiv profil i de efterfølgende trepartsforhandlinger. Regeringen forventer, at LO leverer ekstra arbejdstid, der svarer til 20.000 fuldtidsstillinger og en markant forbedring af de offentlige finanser. Der skal rigtig mange kreative regnemaskiner på bordet for at vende det udgangspunkt til en sejr for fagbevægelsen. Det ligner den endegyldige test af, om valgkampens harmoni mellem LO og rød blok er langtidsholdbar eller blot en ”teateraftale” på vejen mod magten.

Men det ligner et skriggult kort fra en bestyrelse, der i øvrigt selv har været med hele vejen igennem Vestas' årelange nedtur.

Læs også