Den slags har man da folk til

Investering Hvad gør man, hvis man ikke selv er god til at investere? Overlader det til andre?

Hvad gør man, når man erkender, at der er noget, man ikke er god til?

Man betaler sig fra det.

I øjeblikket har jeg en murer ved navn Lasse gående i det, der efterhånden begynder at ligne en tilbygning.

Det får han penge for, men jeg også kan konstatere, at han er langt bedre til at mure, end jeg er, og så kan han klare at høre P3 hele dagen på et niveau, der kan overdøve de kåde solsorte, der tror, det er forår.

På sin vis gør jeg som Harry spillet af Osvald Helmuth i filmen ”Harry og Kammertjeneren” fra 1961. Han hyrede en kammertjener (Ebbe Rode), fordi han var klar til at betale for at få ordnet nogle praktiske ting, han ikke selv var så god til.

Mine evner som aktieinvestor er ikke prangende, og jeg har ligget kontant siden begyndelsen af juni sidste år. Det er blevet bemærket og kommenteret fra flere og uventede kanter.

Men nu er jeg »i markedet igen,« som det hedder på investor- og TV 2 Finans-sprog.

Jeg får næsten dagligt tilsendt aktieanbefalinger på e-mail fra min egen bank, og ind imellem læser jeg andre analyser.

Jeg betragter dem på niveau med horoskoperne i Ekstra Bladet og BT - altså som ren underholdning.

Vi kan tage Pandora, der blev hypet af ikke mindst Nordea, inden aktien i august styrtdykkede 70 pct. på en time. Aktionærerne blev med ét slag 13 mia. kr. fattigere. Købte man en Pandora-aktie for et år siden til kurs 365, har man i dag kun knap 70 kr. tilbage.

Det er mig en gåde, at de analytikere har fast arbejde endnu.

Hvis min murer Lasse målte 70 pct. forkert, ville mit nye soveværelse kun blive knap 5 kvadratmeter. Så kunne min seng godt nok lige være derinde, men jeg kunne ikke åbne døren. Det ville udløse en fyreseddel til Lasse.

Der er også Vestas. Vindmølleproducenten har udviklet sig til en kurtagefabrik for ikke mindst bankerne. Et forsigtigt gæt foretaget af Dansk Aktie Analyse lyder på, at handel med Vestas-aktier indbringer ca. 200 mio. kr. om året alene i handelsindtægter.

Vestas har netop skuffet igen, igen, igen - og så det lange: Igeeen!

Nu er det ikke for at hænge Jyske Banks analytikere ud, det gør de så godt selv. Men det er da lidt pudsigt, at Jyske Bank fastholder en såkaldt ”stærkt køb-anbefaling” af Vestas, efter at kursen faldt med 20 pct. i denne uge. Hvad siger man til de kunder, der købte på bankens anbefaling lige inden?

Hvordan kan man fastholde en sådan anbefaling, når et selskab skuffer gang på gang. Reelt er der ingen, der ved, hvad der foregår. Man kan diskutere, om ledelsen i Vestas selv gør det.

Men Jyske Banks analytiker kender altså Vestas bedre end selskabets egen ledelse og » ser upside i aktien i takt med, at investortilliden til selskabet retter sig fra det nuværende lavpunkt,« som aktieanalytiker Janne Vincent Kjær udtrykker det.

Jo, men Janne Vincent, den ”upside” var der vel også dagen før Vestas faldt med 20 pct.?

Det mest anvendelige i det citat er udtrykket »nuværende lavpunkt.«

Når man ikke kender et firma indgående, er man overladt til den slags analyser. Derfor gør jeg som Harry. Jeg har købt mig til ekspertise.

Jeg har overladt resterne af min portefølje til Skagen Fondene.

Det er en investeringsforening, som vi her på avisen har kåret til årets investeringsforening tre gange. Og så må det jo være rigtigt!

Hvis de ansatte i Skagen Fondene skulle måle deres egen selvtillid på 12-skalaen, ville karakteren blive 14 - mindst!

Jeg har valgt Skagen Kon-Tiki. Manden bag er Fondenes stifter, investorlegenden og milliardæren Kristoffer Stensrud.

Fonden investerer i aktier over hele verden, aktier, som han vælger ud.

Jeg forventer, at han er bedre til det end mig. Nu får han chancen for at vise det. Om ikke andet kan jeg da nu sige:

»Om jeg selv investerer? Nej, det har jeg da folk til.«

Læs også