2012 bliver rekordår

Antallet af krydstogtgæster og -skibe i København forventes at slå rekord i år.

Krydstogter er en de mest boomende ferieformer og en milliardindustri for både rederierne og de havnebyer, der får besøg. De seneste år har krydstogter i de nordiske fjorde og de baltiske lande vundet indpas, og det kan mærkes i København, hvor antallet af de flydende hoteller og gæster ventes at slå rekord i år.

385 krydstogtskibe og i alt omkring 850.000 passagerer forventes efter Wonderful Copenhagens krydstogt-kontors, Copenhagen Cruise Network (CCN), beregninger at lægge til kaj i 2012.

»Det er en ferieform, der er kommet for at blive. Endnu er det få danskere, der bruger den, men det har for alvor vundet indpas mange steder i Europa,« siger Bo Nylandsted Larsen, udviklingsdirektør i CCN.

Over 1 mia. kr.


Krydstogttrafikken steg med 80 pct. fra 2005 til 2011, hvor 368 skibe og ca. 770.000 passagerer besøgte København.

Ifølge beregningerne, brugte krydstogtgæsterne og skibenes ansatte omkring 551 mio. kr. i København. Lægger man afgifter og lønninger oveni, har omsætningen været over 1 mia. kr., vurderer CCN.

»Cruise-industrien har vundet en enorm betydning de seneste 10 år. København er blevet en vigtig havn i branchen, og det er blevet en stærk prioritet hos Wonderful Copenhagen,« siger Ana Maria Munar, lektor og ph.d. i turisme, Copenhagen Business School.

Hun tilføjer, at mens krydstogterne betyder meget for København, udgør de stadig en lille del af den samlede turisme i Danmark. I 2012 forventes lidt over hundrede krydstogtskibe at anløbe de øvrige danske havne, og det er ofte mindre skibe end dem, der besøger hovedstaden.

Læs også