Sanktioner: farligt spil for galleriet

Økonomi: USA og EU har besluttet at stå sammen om sanktioner mod den iranske olieeksport. Et spil for galleriet, som risikerer at ramme direkte ned i den sydeuropæiske gældskrise.

»Politik, min unge ven, skal man holde sig langt fra,« sagde kriminalassistent Jensen alias Axel Strøbye, da Olsen Banden gik i clinch med EU's smørbjerg.

I film efter film var Jensens legendariske frygt for den politiske tørretumbler et gennemgående tema. Hans bekymringer var et mesterstykke i beskrivelsen af forskellen mellem den virkelige virkelighed og den politiske virkelighed - og bør selvfølgelig tjene som skræk og advarsel.

Alligevel bør sanktionspolitikken mod Irans olieeksport fremhæves som et overvældende eksempel netop på politisk retorik og politik langt fra realiteternes verden.

Men der er gået politik i Iran, og så kan alt ske.

Efter EU's beslutning
om at følge den amerikanske kurs erklærede præsident Obama tidligere på ugen, at hele det internationale samfund nu står sammen med USA om de nye strammere sanktioner.

Det er lidt af en overdrivelse for nu at sige det pænt. Selv om det til tider stadigvæk opfattes sådan både i Washington og Bruxelles, er USA og EU ikke hele det internationale samfund.

Af de, der direkte er imod sanktionerne, kan i flæng nævnes Kina, Indien og Rusland. Japan og Sydkorea har trods hårdt politisk pres fra USA kunnet holde en typisk østasiatisk kurs ved at mene nej, men hverken sige ja eller nej. Japan har lovet at kigge på problemstillingen, men da Japans udenrigsminister Koichiro Gemba blev bedt om en kommentar, betegnede han EU's stramning som »ganske drastisk« og forklarede, at Japans plan er gradvist at udfase importen af iransk olie.

Oversat fra japansk diplomatsprog til realiteternes verden betyder det, at Japan i de næste mange år vil tage bestik af situationen, men næppe ændre noget af betydning, eftersom Japan er presset på atomkraften og mere end nogensinde har brug for stabile olieforsyninger, også fra Iran.

På bølgen
af pragmatiske skeptikere rider også Tyrkiet, der henter en tredjedel af sin olie hos naboen mod øst og ikke er parat til at ofre det nuværende økonomiske opsving på det alter.

Kina, Indien, Japan, Sydkorea og Tyrkiet er de fem største aftagere af Irans olie. Tilsammen 65 pct. med Kina som den største spiller (22 pct).

Det er altså langfra hele verden, der står bag sanktionspolitikken, uanset om man tæller hoveder eller petrodollars. Tværtimod.

For USA er det en gratis frokost. Amerikanerne importerer ikke en dråbe olie fra Iran. Ruslands modstand er også gratis. Russerne importerer overhovedet ikke olie.

For EU er situationen radikalt anderledes, og en boykot er en risiko, som ingen med økonomisk og praktisk indsigt nogensinde ville løbe. Man skal være bureaukrat eller politiker for at kaste Europas befolkning ud i et så risikabelt projekt.

Lidt afhængig af, om man regner i dollars, euro eller tønder, aftager EU 18 pct. af Irans olie. De helt store aftagere er Italien og Spanien, længere nede følger Frankrig og Grækenland. De har nu en frist til den 1. juli til at komme ud af de løbende kontrakter.

Hvor olien så
skal komme fra, er et åbent spørgsmål. Det eneste, der med sikkerhed kan siges, er, at den bliver dyrere for tre af de nationer, som i 2012 står med ryggen mod muren i gældskrisen. Helt skidt er det for Grækenland, der har en særlig sweetheart-aftale med Iran og med den nuværende græske kreditrating aldrig vil kunne få tilsvarende lempelige vilkår nogen steder i verden. IMF har advaret om risikoen for, at sanktionerne kan udløse kraftigt stigende oliepriser, der kan køre den internationale økonomi af sporet. Risikoen er til stede, og krisen vil i så fald især ramme de EU-lande, der har mest behov for billig olie.

Det største problem for den verden, der aftager iransk olie, er finansiering og betaling. Sanktionerne omfatter også den iranske centralbank og i princippet alle banker indenfor rækkevidde af de amerikanske myndigheder. Russerne og kineserne er ligeglade. Japan og Sydkorea kan bruge Hongkong. Men både indiske og tyrkiske banker har måttet trække sig fra denne del af forretningen under amerikanske trusler om at blive inddraget i sanktionspolitikken.

Men også det problem findes der en løsning på. For eksempel i Rusland. Rusland tilbyder sig nu som økonomisk mellemmand mellem Iran og køberne af iransk olie. Indien har allerede siden december opereret gennem Gazprombank i Moskva. Normalt handles olie i dollar, men indiske importører af iransk olie kan nu oprette konti i euro eller rubler i den russiske bank. Alle betalinger går over Gazprombank, der siden sender penge videre til det nationale iranske olieselskab via Irans central bank, Bank Markazi Jomhouri Islami Iran (BMJI), der ikke længere kan operere i de vestlige systemer.

I et globalt finanssystem er det ikke længere raket-videnskab at finde den slags løsninger udenom de af Vesten kontrollerede systemer. Markedsmekanismerne arbejder hurtigere og mere effektivt end de politiske systemer.

Sanktionspolitikken er rent spil for galleriet. Et farligt politisk spil, som hverken har indflydelse på, om USA bomber Iran, eller Iran udvikler atomvåben, men er et typisk tegn på et politisk system, der tager beslutninger uden kontakt med virkeligheden derude. Virkeligheden er, at der er global efterspørgsel på olie, at ingen af Irans kunder kan eller vil undvære de dyre dråber, og at tre fjerdedele af verden er parat til at købe iransk olie og ikke støtter boykotten hverken som princip eller metode.

For EU er virkeligheden, at sanktionspolitikken kan blive en boomerang, der rammer direkte ind i gældskrisen i Sydeuropa på det værst tænkelige tidspunkt. Realiteterne er, at EU har mere brug for Irans olie, end Iran har brug for EU. Det vil være skæbnens ironi, hvis EUs olieboykot af Iran udløser det krak, som alle arbejder på at undgå.

Det ligner allerede endnu et af de selvmål, som USA og EU jævnligt scorer af mangel på forståelse for, at verden har ændret sig. Den arrogante politiske indfaldsvinkel til den nye verden garanterer, at der vil komme flere. Men det vil ikke ændre realiteterne. Politik eller ej: De tider er fordi, da amerikanske og europæiske politikere kunne kontrollere den globale dagsorden.

Læs også