Cameron i ilden over bonusfest

Bonus til chefen i statsejet bank får kritikere til at kalde den britiske premierminister hyklerisk.

London

Den britiske regering kom i går under skarp beskydning, efter at den har godkendt en bonus på næsten en mio. pund til topchefen Stephen Hester i Royal Bank of Scotland (RBS).

Den britiske premierminister David Cameron har i månedsvis prædiket tilbageholdenhed i finanssektoren, og RBS bliver set som en test på regeringens oprigtighed, fordi staten under finanskrisen skød 45 mia. pund (400 mia. kr.) ind i banken og i dag er hovedaktionær med en andel på 83 pct.

Kritikken kom både fra regeringens egne partifæller og oppositionen. Londons konservative borgmester, Boris Johnson, sagde, at han ikke kunne finde ord, der kunne retfærdiggøre en bonus i den størrelse i en statsejet bank. Oppositionsleder Ed Miliband, Labour, kaldte det en »skændig fiasko« af Camerons lederskab og henviste til, at regeringen så sent som i mandags fremlagde en plan for at give aktionærer mere indflydelse med mulighed for at kappe topchefernes lønninger, men finansminister George Osborne forsvarede belønningen.

»Jeg har altid sagt, at lønniveauet er for højt i finanssektoren, men denne løn blev fastsat i en kontrakt af den tidligere regering. Hester blev bragt ind for at rydde op, og man må forstå, at alternativet kunne have været værre, hvis regeringen havde været nødt til at købe hele banken,« sagde han til the BBC.

..

Læs også