Renter endte uændret efter turbulent uge

Uroen omkring de græske gældsforhandlinger satte sit præg på finansmarkederne i den forgangne uge, og de danske obligationsrenter har bevæget sig op og ned i ugens løb.

Men summa summarum blev, at de fredag endte stort set, som de begyndte ugen, nemlig med en rente på den toneangivende 10-årige statsobligation på 1,82 pct.

De pressede sydeuropæiske økonomier Italien og Spanien kunne glæde sig over pæne rentefald fredag.

Italien solgte statsgæld med en løbetid på 182 dage til en rente på 1,969 pct. mod 3,251 pct. ved en tilsvarende auktion i december. Der blev solgt for 8 mia. euro, og bid-to-cover blev 1,35 mod 1,69 ved auktionen i december.

Finansmarkederne tog afventende imod nyheden om, at der sandsynligvis nås en aftale om den private sektors bidrag til en græsk gældssanering i weekenden.

»Markederne er meget afventende. Vi har været vant til, at der kommer meldinger i øst og vest. Det ene øjeblik er der en aftale, det næste øjeblik er den forsinket,« siger chefstrateg Allan von Mehren fra Danske Bank.

Det var EU's økonomikommissær Olli Rehn, der løftede lidt af sløret for fremskridtet i forhandlingerne. Han oplyste ifølge Bloomberg News, at parterne er "meget tæt" på en aftale om den private sektors tab i forbindelse med en sanering af den græske gæld.

»De næste tre dage bliver afgørende for de næste tre år. Med andre ord er vi lige ved at lukke en aftale om den private sektors involvering mellem den græske regering og den private sektor,« sagde Rehn ifølge Bloomberg under World Economic Forum i Davos i Schweiz.

Den første opgørelse over det amerikanske bruttonationalprodukt for 4. kvartal viste, at økonomien voksede med 2,8 pct. sammenlignet med 3. kvartal. Det var skuffende i forhold til, hvad økonomerne havde ventet, idet konsensus var en stigning på 3 pct.

Ifølge makroanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank var det især privatforbruget, der skuffede, idet det kun steg 2 pct. mod ventet 2,4 pct.

Ritzau Finans ..

Læs også