IBM: Spil dig til mere arbejdsglæde

IBM's berømte forskningsafdeling er på vej med nyt system, som stjæler med arme og ben fra spil-verdenen.

På IBM-konferencen Lotusphere i den amerikanske by Orlando, Florida er Big Blues berømmede forskningsafdeling klar med et nyt koncept:

Dig og dine medarbejdere skal spille jer effektive og glade på jobbet.

Det fortæller Yaniv Corem fra IBM social technologies group til Computerworld, mens han præsenterer et måske-kommende produkt, der bliver alfatestest hos tre af IBM's større partnere og kunder, som han dog ikke vil nævne navnene på.

"Vi bruger simpelthen spilteknikker til at øge produktiviteten i en verden, hvor arbejdet og en fritid med spil smelter sammen," forklarer han.

Bliv belønnet af dit community
Konceptet bygger på gamification-teorier også kendt som funware opfundet af den canadiske innovatør og forfatter Gabe Zichermann.

Ideen omkring gamification går i IBM's verden ud på, at medarbejdere skal videndele mere, de skal give virksomheden flere date til analyse og effektivitetsforbedringer, og så skal de ansatte have det sjovt ved at udfordre hinanden i sociale netværk.

"Man kunne forestille sig, at medarbejderne har en svær læringsproces med en given opgave, hvor de stiller spørgsmål til deres community undervejs, som til gengæld belønner vedkommende med points for klarede opgaver eller gode spørgsmål," siger Yaniv Corem.

Han understreger, at modsat skolernes karaktersystemer, kan kollegerne ikke give hinanden negative karakterer.

Sådan fungerer det
Et community i IBM's spilverden består af en gruppe mennesker, der alle har fælles mål.

Det kunne eksempelvis være en salgsafdeling, hvor alle sælgerne skal have leads, præsentere eller sælge produkter.

Når communityet er etableret tildeler de enkelte medlemmer hinanden points, alt efter mange relevante spørgsmål de poster, eller formår at poste et indlæg, hvor de høster flest kommentarer, eller andre "liker" deres indlæg i bedste Facebook-stil.

"Communityets sociale aspekt lægger en dæmper på unødvendige indlæg, fordi man i et mere eller mindre stærkt gruppepres ikke vil være kendt som den, der spammer alle de andre. Det går simpelthen ikke på en professionel arbejdsplads, hvor de andre nok skal sætte spammere på plads," forklarer Yaniv Corem.

Sælgerne kan også udfordre hinanden på, hvem der først når målene for første kvartal 2012, hvor de så får points alt efter, hvor mange procent de har opnået af deres personlige målsætninger.

"Vi er som mennesker konkurrepræget i vores natur, og det bruger vi så bare til motivation som en slags virtuel valuta," siger Yaniv Corem til Computerworld.

Kom til tops - eller ryg til bunds
Motivationen består i, at pointene løbende bliver samlet sammen, så der både er en all-time high score-liste og dagens top 3, så nye medarbejdere eller normalt dårligt scorende ansatte også har en chance for at begå sig i toppen af en liste.

Men i et ethvert spil er der både vindere og tabere, og Yaniv Corem medgiver, at det kan være demotiverende at ligge i bunden af en liste som en underperformer.

"Det med at ligge i bunden er en af de ting, som vi skal undersøge hos test-virksomhederne, og så er den optimale udnytte af spille-teorier på en arbejdsplads altså stadig lidt af et sort hul," erkender han.

IBM ønsker derfor med sin gamification-motor at undersøge, hvad spil i en social og professionel sammenhæng betyder for effektiviteten på en arbejdsplads.

Hvis teorierne holder stik i forsøgene, og medarbejderne således bliver mere motiverede ved at spille mod hinanden i sociale netværk, vil Big Blue forsøge at integrere spil-mulighederne i widgets til sin Connections-platform.

Læs også:

Her er IBM's tre storsatsninger på Lotusphere.

Spilteori kan blive din vej til millionerne.

Ny IBM-opdagelse: Kan pakke 100 gange mere data.
..

Læs også