Coca-Cola bryder muren til et af de sidste markeder

Snart er der kun to lande i verden, hvor man ikke kan købe sig en Coca-Cola.

Foto: Seth Perlman/AP

Efter 60 års fravær vil Coca-Cola nu igen ind på markedet i Myanmar, der tidligere hed Burma. Dermed er der kun to lande i verden, hvor man ikke kan købe den ikoniske læskedrik.

Coca-Cola meddelte torsdag, at selskabet er klar til at træde aktivt ind i Myanmar, hvor man ellers ikke har gjort forretning siden militærjuntaen overtog landet i 1962. Dermed er det kun i de små kommunistiske lande Cuba og Nord Korea, hvor befolkningen stadig må undvære en kold Coca-Cola.

I første omgang vil Coca-Cola-produkterne blive eksporterede fra omkringliggende lande til Myanmar, men i overensstemmelse med Coca-Colas praksis i resten af verden, så er det planen at finde en lokal partner, som man kan gå sammen med, så produktionen kan foregå lokalt.

Coca-Cola sagde i forlængelse af overstående, at selskabet regner med at foretage signifikante investeringer i landet over de næste tre til fem år.

Ny strategi: Åbenhed

Myanmar har i den seneste tid indset, at isolation ikke er vejen frem, og landets ledere har valgt at åbne de ellers tidligere strengt lukkede grænser i håbet om at velstanden kan løftes blandt de over 60 mio. mennesker, som lever i Myanmar.

I maj i år besluttede USA's præsident Barack Obama at åbne op for, at amerikanske virksomheder kunne investere i Myanmar. Men USA's regering valgte dog fortsat at opretholde en række øvrige sanktioner mod landet og mod personer med forbindelse til militærjuntaen.

Danskere er også tændte

Danske virksomheder har også allerede vist deres interesse for det underudviklede folkerige land, hvor blandt andre A.P. Møller – Mærsk står klar til at drage fordel af det uudnyttede potentiale i landet.

- Myanmar har et utroligt potentiale med 60 mio. mennesker, et meget lavt lønniveau og mange naturressourcer. Det handler om, at reformerne fortsætter, så sanktionerne kan blive ophævet permanent. Der skal stadig ske en masse ting, så vi er meget opmærksomme på at komme ind på den rigtige, langsigtede måde, har direktør for Maersk Line i Asien-Stillehavsregionen Thomas Riber Knudsen tidligere udtalt.

Til trods for at der bor over 10 gange så mange mennesker i det asiatiske land i forhold til Danmark, så er landes bruttonationalprodukt mere end seks gang så lille som Danmarks, hvilket groft sagt vil sige, at hver enkelt dansker er over 60 gange så rige som hver person fra Myanmar når der ikke justeres for købekraft. Justeres der for købekraft er vi stadig ca. 28 gange så rige i Danmark.

Læs også