Fuld fart på 3 pct. obligationen

Efter en tøvende start er der kommet fart i udstedelsen af 3 pct. obligationer.

At optage et boliglån i dag er som at træde ind i en gavebutik. Renterne både på flekslån og fast forrentede lån er rekordlave. Det sidste er lidt af en overraskelse for økonomerne. Foto: Annelene Petersen. Collage: JP

Den burde egentlig falde i kurs, men gør det ikke. Der er tale om den 30-årige 3 pct. obligation.

Obligationen har i bogstaveligeste forstand levet i skyggen af sin  storebror, 3,5 pct. obligationen. Den kom på markedet umiddelbart, før 3 pct. obligationen.

Men boligejerne har for alvor fået øjnene op for det billige lån, der kan fås til en kurs omkring 96.

Nyt lån

Lånet kom på markedet for 18 dage siden, og sektoren har efterhånden udstedt obligationer for ca. 2 mia. kr. Og efter en tøvende start er der sket noget.

"Alene i den seneste uge er der kommet godt fart i udstedelsen, og her har vi set en udstedelse på tværs af realkreditinstitutter på næsten 1,2 mia. kr.," siger RDs cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.

Vi havde forventet et kursfald, men det kom ikke. Og det var lidt overraskende.

Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom, RD

At 3 pct. lånet har fået en noget famlende start skyldes primært succesen for 3,5 pct. lånet.

Mange boligejere med 5 pct. lån skyndte sig at konvertere, for ingen kunne forestille sig, at renten ville falde så meget, at der kom et 3 pct. lån på markedet.

Det har også spillet en rolle, at kun Realkredit Danmark udbød lånet i begyndelsen.

"Hvor alle nærmest samtidig introducerede 3,5 pct.-lånet, så var Realkredit Danmark i en del dage alene på markedet med 3 pct.-lånet, og det har været med til at lægge en dæmper på den samlede udstedelse," siger Christian Hilligsøe Heinig.

Kurserne steg

Kursen på 3 pct. lånene har på et tidspunkt været nede under 95, og dermed er det tvivlsomt, om det er en god ide at benytte det. Men selv om de fleste økonomer ventede et kursfald, efter at valget i Grækenland var afgjort, så skete det modsatte.

Indlåsningseffekt

Indlåsningseffekt er, når kursen på en obligation er for høj i forhold til, hvad markedsprisen burde være. Det skyldes, at det er lykkedes nogle investorer at opkøbe det meste af en obligationsserie, og derfor dominerer prisdannelsen. Når en låntager ønsker at indfri med obligationer, er opkøbskursen højere end den burde være. Eksempelvis har Totalkredits 4 pct. 2035 været over 2,5 kurspoint højere end andre tilsvarende obligationer.

Kilde: Nykredit

"Vi havde forventet et kursfald, men det kom ikke. Og det var lidt overraskende. Jeg tror, man skal være forberedt på, at kursen godt kan svinge en del," siger Christian Hilligsøe Heinig.

Der er dog stadig en vis usikkerhed omkring 3 pct. lånet. Så længe der ikke er udbudt så mange obligationer, risikerer boligejerne det, der hedder en indlåsningseffekt. Det betyder, at kursdannelsen ikke nødvendigvis er optimal.

"Det vil være til skade for de låntagere, der går benhårdt efter at reducere restgælden, når renten engang stiger. De låntagere, der ikke vil løbe denne risiko, kan med fordel vende blikket mod 3,5 pct.-lånet med en gunstig kurs på 99,1. Med en samlet seriestørrelse på  på hele 37,5 mia. kr. bør indlåsningseffekter på 3,5 pct.-lånet med afdrag ikke være et tema for låntagerne," siger Christian Hilligsøe Heinig.

Så mange obligationer er i spil:

Klik for større grafik

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også