Varmekunder skal have millioner tilbage

Tilsyn giver kold skulder til overophedede regninger uden dokumentation.

Foto: Ole Lind

Energiselskabet E.ON, der leverer varme til kunder i blandt andet Skævinge, Slagslunde og Gørløse, har opkrævet for høje varmepriser, skriver Frederiksborg Amts Avis. Det afgør Energitilsynet i en rapport, som redegør for, at selskabet ikke har dokumenteret sine priser godt nok.

I 2010 har kunderne samlet set betalt 13,9 millioner kroner for meget for varmen, men E.ON kan risikere at blive afkrævet op mod 42 millioner kroner, forklarer kontorchef i Energitilsynet Martin Windelin.

- I forhandlingen med E.ON om tilbageførslen af pengene til kunderne for regnskabsåret 2010, skal 2009 og 2011 også gøres op. Det betyder formentlig, at kundernes tilgodehavende bliver tre gange så stort, siger Martin Windelin, der dog ikke kan love kunderne, at der nu kommer en check ind ad døren fra E.ON.

- Men vi har lagt op til, at E.ON fremadrettet skal nedsætte varmeprisen med, hvad der isoleret set svarer til tre til syv procent. Samtidig er E.ON dog afhængig af mange andre faktorer, der let kan betyde udsving i den almindelige varmepris, siger kontorchefen.

Nyt og principielt

Han kalder afgørelsen for »ny og principiel«.

- Det er første gang, vi har taget stilling til et kommercielt selskab, som sælger koncerninterne ydelser til sine egne 100 procent ejede datterselskaber. Når selskabet ikke kan dokumentere sine omkostninger godt nok, synes vi, man er nødt til at gribe ind og sige, at det skal man kunne, siger Martin Windelin.

Hos Kaj Madsen, formand for Slagslunde Fjernvarmelaug, giver afgørelsen anledning til optimisme. - Den skulle jo give os mange penge retur, og derfor presser vi på over for ministeren for at sikre, at det bliver til noget denne gang, og ikke løber ud i sandet, som det plejer, når en afgørelse går E.ON imod, siger Kaj Madsen, der i denne uge mødtes med repræsentanter for andre fjernvarmelaug og enedes om en henvendelse til klima-, energi- og bygningsministeren.

Det lykkedes onsdag ikke at få en kommentar fra E.ON, men selskabet skriver i en pressemeddelelse, at man er uenig i Energitilsynets afgørelse og vil anke til Energiklagenævnet. Det betyder, at der tidligst kommer en afklaring i løbet af 2013.

BRANCHENYT
Læs også