"Mutter Poetzsch" æder sig ind i Danmark

Grænsehandlen har mærkbare konsekvenser for detailhandlen i Danmark.

Grænsehandlen modtog omtrent 400 mio. liter øl og sodavand fra Bryggeriforeningens medlemmer i 2011. Foto: Carsten Andreasen

Grænsehandlen har konsekvenser for store dele af den danske detailhandel.

Det er således ikke kun i danske butikker umiddelbart tæt på grænsen, at der kan måles omsætningstab, men også flere timers kørsel væk. Det viser forskning, som lektor Susanne Bygvrå fra Syddansk Universitet (SDU) har lavet.

Tyskland har kun 7 pct. moms på fødevarer, så der er penge at spare på mange flere varer syd for grænsen.

Susanne Bygvrå, lektor, Syddansk Universitet

"Grænsehandlen har over tid mærkbare konsekvenser for detailhandlen i store dele af Danmark," sige Susanne Bygvrå til SDU-magasinet Ny Viden.

Omsætningstab

Hun har siden 1976 forsket i grænsehandel ved blandt andet den dansk-tyske grænse.

Ifølge hendes undersøgelser har detailhandlen i Danmark, der ligger to timers kørsel fra grænsen, et årligt omsætningstab på to pct., mens detailhandelsbutikker med en placering mindre end en timers kørsel fra overgangen til Tyskland går glip af 6,7 pct. af den årlige omsætning ganske enkelt, fordi det er billigere at fylde bilen med indkøbsvarer i Tyskland.

"Effekten er selvfølgelig større, jo tættere du kommer grænsen. Hvis der havde ligget en storby som Odense eller Aarhus lige ved grænsen, tror jeg, at der meget hurtigt var sket en harmonisering af priser og afgifter mellem Danmark og Tyskland, fordi alle så ville kunne se, hvor hårdt grænsehandlen ramte byens detailhandel," siger Susanne Bygvrå.

Millioner af liter

Det er primært øl og sodavand, som danskerne kører langt efter.

En dataindsamling foretaget af Deloitte for Bryggeriforeningen, som epn.dk har fået aktindsigt i, viser, at der i 2011 blev leveret 191 mio. liter øl og 221 mio. liter sodavand til grænsebutikkerne. Dertil kommer 4,3 mio. liter kildevand og mineralvand samt 6,5 mio. liter Cider. Tallene skal bruges i en større grænsehandelsrapport, der er ved at blive udarbejdet for Skatteministeriet.

Nye afgifter rykker billedet

Dermed er tallene alene siden 2010 steget med omtrent 4 pct. for øllets vedkommende og godt 5 pct. for sodavand, men her stopper det næppe.

I hvert fald ventes nye danske afgifter at betyde, at "Mutter Poetzsch", som en af de mest kendte grænsehandelsbutikker i folkemunde er blevet døbt, sammen med de øvrige butikker ved grænsen vil tage yderligere for sig af det danske detailhandelsmarked.

"De nye sukker- og fedtafgifter har givetvis rykket billedet. Tyskland har kun 7 pct. moms på fødevarer, så der er penge at spare på mange flere varer syd for grænsen," siger Susanne Bygvrå.

Læs også