DSB: IC4-togene får måske en ny rolle

Togsættene skal ikke være rygraden i fjerntrafikken, lyder det fra DSB.

IC4-togene skal muligvis have en anden rolle i fjerntrafikken end togene var tiltænkt. Foto: Ditte Valente/Polfoto

Selv om de fejlfyldte IC4-tog i dag blev godkendt til at køre med passagerer, kommer toget måske aldrig til at udfylde den rolle, som det var tiltænkt.

Oprindeligt var det meningen, at IC4-togene både skulle køre som Intercity og Intercity-lyn. Men med de mange problemer, specielt problemerne med at til- og frakoble togsæt, der har været med togene, er det ikke sikkert, at IC4-togene kommer til at overtage Intercity-kørslen.

Det vurderer Frank Olesen, der er direktør i DSB Vedligehold, over for epn.dk.

"Med tiden ser jeg IC4 som et godt lyntog, og det giver masser af mening at se på toget på en ny måde. Jeg tror, at IC3-togene og IC4-togene skal supplere hinanden i fremtiden, og det er noget andet end det, der var planen, da toget blev bestilt," siger han til epn.dk.

Godkendt til kørsel

Fra november til februar blev togene placeret på et sidespor, efter at et IC4-tog ved Marslev på Fyn overskred et sikkerhedspunkt med hele 550 meter.

Trafikstyrelsen gav i dag, mandag, tilladelse til, at IC4-togene igen kan køre med passagerer. DSB søgte om tilladelse til at genindsætte IC4-tog i passagerdrift umiddelbart efter, at Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i en rapport den 20. juni i år fastslog, at IC4 togenes bremser virker, som de skal og inden for normerne på området.

Tilladelsen gælder for 37 opgraderede IC4-togsæt, og DSB forventer, at togene gradvist bliver indsat som regionaltog på strækningerne mellem Aarhus H og Esbjerg, Aarhus H og Aalborg, og som InterCityLyn-tog mellem Aarhus H og København.

Læs også
Top job