Analytiker: ECB sænker renten til rekordniveau

Den tredje rentesænkning under ECB-chef Draghi venter torsdag, vurderes det.

ECB-chef Mario Draghi. Foto: Thomas Lohnes

Den Europæiske Centralbank reducerer refi-renten med 25 basispoint til 0,75 pct. på det pengepolitiske møde torsdag. Det vurderer senioranalytiker Anders Møller Lumholtz fra Danske Bank.

Dermed vil renten være på det laveste niveau i euroens levetid.

- Arbejdsløsheden er på et rekordhøjt niveau, inflationen er faldende, og selv kernelandene er i recession, påpeger Anders Møller Lumholtz og noterer, at det vil være den tredje rentesænkning fra ECB-chef Mario Draghi.

Samtidig venter Danske Bank, at renten på indskudsfaciliteten nedsættes med 10 basispoint til 0,15 pct.

- Men udfaldsrummet her er stort, og alt mellem uændret og en 25 basispunkters nedsættelse er i spil, lyder det.

Negative renter i Danmark

Analytikeren venter, at ECB samtidig vil annoncere endnu en lang likviditetstildeling (LTRO) i løbet af de kommende måneder. Det vurderes at blive tilfældet torsdag men det anses som mere sandsynligt, at ECB venter et par måneder.

Samtidig peger bankens senioranalytiker Kasper Kirkegaard på, at påvirkningen fra ECB på Nationalbanken bliver ekstra interessant. Det skyldes Nationalbankens tidligere reduktion af indskudsbevisrenten til 0,05 pct.

- Nu står vi over for muligheden for negative renter i Danmark, lyder det fra Kasper Kirkegaard.

Nationalbanken reducerede de danske renter to gange i maj for at modvirke yderligere styrkelse af den danske krone. Det får Kasper Kirkegaard til at pointere, at Nationalbanken allerede har oplyst, at "under særlige omstændigheder kan der blive behov for, at Nationalbanken reducerer indskudsbevisrenten, så den bliver negativ."

- Såfremt ECB nedsætter bundrenten, venter vi, at Nationalbanken følger med og nedsætter indskudsbevisrenten - formentlig til et negativt niveau, lyder det fra Kasper Kirkegaard.

Læs også