Erhvervsministeren vil se på rente-sag

Ole Sohn vil undersøge dansk rente efter svindelskandale i Storbritannien.

Enhedslisten og Socialdemokraterne har opfordret Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn (SF) til at gå ind i sagen.  Foto: Niels Hougaard

Tidligere i dag kunne epn.dk fortælle, at den britiske storbank Barclays er med til at fastsætte den danske Cibor-rente, der er den rente bankerne bruger, når de låner penge af hinanden.

Det har skabt bekymring hos flere danske politikere, da det de seneste dage er kommet frem, at topfolk fra netop Barclays har manipuleret med den tilsvarende rente i Storbritannien.

Enhedslisten og Socialdemokraterne har tidligere i dag opfordret Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn (SF) til at gå ind i sagen. Og det får nu ministeren til at reagere.

"Jeg følger sagen om fastsættelsen af Cibor-renten nøje, og jeg vil nu se på, om der også i Danmark er forhold, som bør undersøges nærmere," skriver Ole Sohn i et skriftligt svar til epn.dk.

Finansrådet afviser problemer

Hos bankernes brancheforening afviser man dog, at der kan svindles med den danske rente, som det er sket i Storbritannien.

"Det er faktisk umuligt at manipulere med Cibor-renten i Danmark, for hvis man ligger markant over eller under de andre banker, bliver man sorteret fra," siger Christine Habel, der er kontorchef i Finansrådet, til epn.dk.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også