Kursfest for Chr. Hansen-aktionærer

Et flot regnskab sendte Chr. Hansen-aktierne til vejrs.

Aktien i Chr. Hansen tordnede i vejret med 11,7 pct. til kurs 171,6. PR-foto

Ingrediensvirksomheden Chr. Hansen var i fokus i onsdagens aktiehandel efter et stærkt regnskab for tredje kvartal, hvilket investorerne belønnede med en tocifret procentuel stigning i aktiekursen til det højeste niveau nogensinde. C20-indekset sluttede dagen i en mere behersket fremgang på 0,3 pct. til 459,61, mens der ved dansk børslukketid var en overvægt af minusser i resten af Europa.

Chr. Hansen opjusterede forventningerne til hele året i sit regnskab for tredje kvartal, som bød på en fremgang i driftsresultat til 51,7 mio. euro fra 43,5 mio. euro i samme periode året før. Til sammenligning havde analytikerne ifølge SME Direkt blot ventet et resultat på 47,5 mio. euro.

- Selvom lagereffekter har hjulpet lidt til i kvartalet, er der ingen tvivl om, at Chr. Hansen leverer varen og mere til. Der er fremgang inden for stort set alle produktkategorier. Selskabet var også meget overbevisende på den efterfølgende telekonference, hvilket har været til at sende aktien endnu højere op, skrev Nordea i en kommentar.

Tordnede i vejret

Aktien i Chr. Hansen tordnede i vejret med 11,7 pct. til kurs 171,6. Den store kursstigning fik både DNB og Sydbank til at sænke deres anbefaling på aktien til henholdsvis "hold" og "neutral" - begge fra købsanbefalinger.

- Vi ser forsat Chr. Hansen som en attraktiv langsigtet investering, men vi har svært ved at se de kortsigtede kurstriggere, begrunder analytiker Morten Imsgaard fra Sydbank og peger på, at aktien er steget over 35 pct. i år.

Nordea klarede sig ligeledes godt i C20 med et plus på 1,6 pct. til kurs 52,2. Vestas steg desuden 1,0 pct. til kurs 29,92, og selskabet bidrog selv til fremgangen ved at annoncere en ordre til Mexico på 50,4 megawatt.

Coloplast lå derimod i bunden af C20-indekset med et fald på 1,1 pct. til kurs 1071 efter tirsdag at have lukket i rekord. Selskabet har fået sænket sin aktieanbefaling hos JPMorgan til "neutral" fra tidligere "overvægt." Det er ikke fordi, det amerikanske børshus ser mindre værdi i selskabet. Tværtimod. JPMorgan har nemlig hævet sit nimåneders kursmål på aktien til 1045 kr. fra tidligere 904 kr.

Blandt de mindre aktier steg Sjælsø Gruppen 3,4 pct. til kurs 3,05 efter meddelelsen om, at det sælger sine norske aktiviteter til Kruse Smith Eiendom for et uoplyst beløb. Samtidig steg Trifork med 1,8 pct. til kurs 17,4, da selskabet opjusterede forventningerne efter købet af den hollandske softwarevirksomhed Orange11.

Læs også