Kort nyt

Nyt kurshop for Columbus AKTIER Aktiekursen i Columbus IT Partner fortsatte op mandag og tegnede sig for dagens største stigning på Fondsbørsen med et plus på godt 27 pct.

Selskabet har ifølge dagbladet Børsen fået en hidtil uhørt økonomisk håndsrækning fra verdens største softwareselskab Microsoft. Støtten er givet i form af rabatter for 11 mio. kr. på allerede købt software samt et ansvarligt lån på 15 mio. kr. til forbedring af Columbus IT Partners pressede likviditet. For godt to uger siden, da koncernen fik ny storaktionær i form af Ib Kunøes selskab Consolidated Holdings, blev det oplyst, at der var indgået en principaftale med en samhandelspartner, som ventedes at forbedre resultatet og egenkapitalen med 11 mio. kr., ligesom der konverteres ca. 15 mio. kr. til ansvarlig lånekapital. RB-Børsen

TDC skærer i takster

Telefoni Fra midten af januar sænker TDC prisen for at ringe til hospitalernes patienttelefoner med knap 30 pct., så minutprisen i fremtiden lyder på tre kr. Prisfaldet ændrer dog intet ved, at prisen for at ringe til hospitalstelefoner fortsat ligger markant over mobilpriserne, hvor kunder typisk betaler omkring en kr. i minuttet. Flere hospitaler forbyder dog fortsat patienter at bruge mobiltelefoner under indlæggelser. TDC forklarer de høje priser med, at hovedparten af minutprisen tilfalder hospitalerne. TDC forklarer prisnedsættelsen med de senere års markante prisfald på mobilområdet. mist

Fortsat huller i dækningen

telefoni Videnskabsminister Helge Sander (V) agter ikke at trække mobilselskaberne i ørerne for at få dem til at udvide mobildækningen til 100 pct. Det understreger ministeren i et svar til Frode Sørensen (S), der efterlyser fuld dækning i hele landet, så de 4,9 mio. danske mobilkunder undgår huller i samtalerne. Helge Sander forklarer, at et krav om 100 pct.s dækning vil blive alt for dyrt for mobilselskaberne, ligesom en totaldækning er forbundet med praktiske problemer i forbindelse med placering af de mange nye mobilantenner. Derfor vil de danske mobilselskaber fortsat blot skulle leve op til kravet om en geografisk dækning på 95 pct.

..

BRANCHENYT
Læs også