Fejlslagen turisme koster 16.000 danske job

Turisterne rejser udenom Danmark og lægger penge og arbejdspladser andre steder.

Turisterne vælger Danmark fra. Foto: Joachim Adrian

I de seneste ti år har Danmark ikke kunnet følge væksten i turismen i Europa. Det betyder, at vi sammenlignet med år 2000 mangler 8.400 udenlandske overnatninger per nat.

"Der er sket det ubehagelige, at Danmark sakker bagud. Det skyldes, at der er sket et stort skred i, at kvaliteten ikke følger med prisen. De er gået hver sin vej, siger Søren Kragelund, direktør for Fårup Sommerland.

Han er også bestyrelsesformand for det nye Videncenter for Kystturisme. Videncenteret åbner i Hvide Sande til august og skal få flere udlændinge ud i klitterne.

Stort fald

For det er især den danske kystturisme, der er er på en langsom men sikker tur mod bunden. Tyskerne i de gule regnfrakker er kommet på plejehjem, og de nye guldturister fra Kina og Rusland når ikke ud af de store byer.

I løbet af 12 år er antallet af overnatninger af udenlandske turister ved de danske kyster faldet med 15-20 procent, viser tal fra VisitDenmark.

Det undrer ikke Szilvia Gyimóthy: Hun er lektor i turisme ved Aalborg Universitet, og mener den geografiske skævvridning vil fortsætte.

"Vores kystturisme er stadig selvservice, og de værdier, vi markedsfører Danmark med, kommer ikke ud til turisterne. Vi slår os op på Nordisk Mad, men i turistområderne er det meget svært at finde andet end røde pølser og slatne salater fra Holland," siger Szilvia Gyimóthy til Avisen.dk.

Danmark har sovet i timen

VisitDenmark har spurgt udenlandske turister om deres oplevelse efter ferien. De er glade for naturen og for landet. Men når man spørger, om de har fået 'value for money' svarer de nej.

Kysterne er især ramt af af, at prisen på flyrejser er faldet, så man kan få en uge ved Middelhavet med solgaranti for de samme penge.

Samtidig har syden produktudviklet sin turisme, mens danskerne har sovet i timen og hverken udviklet attraktive pakker eller fortalt kunderne, hvad de kan opleve.

"Vi hører fra udlejere i år, at de ikke kan komme af med deres sommerhuse," siger Szilvia Gyimóthy, lektor i turisme ved Aalborg Universitet.

Hård kritik

I 2010 konkluderede Copenhagen Econonomics i rapporten Problemet i Dansk Turisme, at "Dansk Turisme står i en alvorlig situation."

Samme rapport slog fast, at hvis Danmark havde fulgt samme stigende kurve som de lande, vi sammenligner os med, havde vi haft 16.000 flere turismearbejdspladser. Søren Kragelund skyder skylden for den manglende kvalitet på politikerne.

"Man har ikke erkendt turisme er et erhverv. Det er blevet set på som en hobby på linje med brevdueavl," siger han

Læs også