DF: Der er grund til at være meget bekymret

Danske Bank satte i 2007 konsekvent indberetningerne til Cibor-renten højt.

Danske Bank forsvarer de høje indberetninger med, at finanskrisen var ved at begynde i 2007. Foto: Torben Stroyer

Den seneste udvikling i sagen om den danske interbank-rente, Cibor-renten, får nu Hans Kristian Skibby, der er erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, til at råbe vagt i gevær over for Danske Bank.

"Der er grund til at være meget bekymret. Jeg har ingen beviser, men jeg kan ikke afvise, at banken har udnyttet situationen," siger ordføreren til epn.dk.

Rente-skandalen
  • Libor-renten er den rente bankerne i Storbritannien bruger, når de låner penge af hinanden.
  • Renten har dog også betydning for en lang række andre række andre finansielle produkter.
  • Den bestemmes af op mod 20 banker, heriblandt Barclays, der har indrømmet, at de har manipuleret med renten.
  • I Danmark hedder den tilsvarende rente Cibor, og her er det en gruppe på otte banker, der bestemmer renten.
  • 20 pct. af de danske realkreditlån er ifølge Finansrådet udstedt på Cibor-relaterede realkreditobligationer.
  • Det har vakt en del bekymring fra blandt andet Forbrugerrådet, at Barclays er med til at fastsætte den danske rente, når nu banken har indrømmet snyd med Libor-renten.
  • Deutsche Bank, der også bliver efterforsket i skandalen, er ligeledes med til at bestemme den danske Cibor-rente.

Udmeldingen fra Dansk Folkeparti kommer, efter at dagbladet Børsen i dag kunne afsløre, at Danske Bank i 2007 konsekvent var den bank, der indberettede de højeste rentesatser til Cibor-renten.

Undren i Danske Bank

Børsen har gennemgået de officielle Cibor-rentesatser for 2007, og tallene viser, at Danske Bank, der på det tidspunkt var ledet af Peter Straarup, i 191 af 248 mulige dage var den bank, der indrapporterede den højeste rente.

"Det er underligt, at banken ligger på en så klar førsteplads. Det er tankevækkende, at man har haft den praksis i Danske Bank," siger Hans Kristian Skibby til epn.dk.

I Dansk Bank er man overrasket over, at banken i 2007 indberettede de højeste satser til Cibor-renten. Jens Peter Neergaard, der er chef for Danske Markets, erkender, at den indberettede rente er en anelse høj.

"Grunden til, at vi ligger med en smule højere renter kan forklares med, at det er her, at kreditkrisen begynder at komme," siger han til Børsen.

Tvivl om Cibor-renten

Diskussionen om den danske Cibor-rente blussede op, efter at den britiske storbank Barclays i slutningen af juni indvilgede i at betale en bøde på flere milliarder, fordi Barclays havde manipuleret med den britiske interbank-rente, Libor-renten.

Cibor-renten kom i fokus, fordi det ikke kun er danske banker, der fastsætte Cibor-renten. Det gør Barclays også. Hvis Barlays havde manipuleret med Libor-renten, var det så også tilfældet med Cibor-renten, lød spørgsmålet fra politisk side.

Udover Barclays er Deutsche Bank, Danske Bank, Jyske Bank, Nordea, Nykredit Bank, Spar Nord Bank og Sydbank også med til at fastsætte renten. Bankerne indberetter rentesatserne til Finansrådet, og derefter bliver de sendt videre til Nasdaq OMX. Her sorterer man de to laveste og to højeste renter fra og udregner så et gennemsnit for de sidste fire banker, og så kommer man frem til renten.

SEB: Renten er for høj

Cibor-renten bliver blandt andet brugt, når bankerne skal låne penge af hinanden, og den påvirker lån for flere hundrede milliarder kroner i Danmark. Derfor vakte det stor opsigt, da en analyse fra SEB konkluderede i sidste uge konkluderede, at renten ikke lå på det korrekte niveau.

"Det er vores klare vurdering, at rente-niveauet generelt er for højt," har Bo Andersen, der er obligationsanalyse-chef hos SEB, som har stået for analysen, tidligere udtalt til epn.dk.

Renten er ifølge analytikeren sat op til 0,6 procentpoint for højt.

De historier, der har været bragt, viser, at der er grund til at få sagen undersøgt. Hvis renten har været højere, end den bør være, så har det hæmmet væksten og forbruget i samfundet, der for er det vigtigt, at der bliver indført kontrol.

Andreas Steenberg, erhvervsordfører for De Radikale.

Samme rente

Sagen om fastsættelsen af den danske Cibor-rente, der er rettesnor for lån for flere hundrede milliarder kroner, har flere gange vakt undren på Christiansborg.

Udover SEBs analyse skabte det også panderynker blandt flere politikere, da det kom frem, at de renter, som de otte banker, der er med til at fastsætte den vigtige rente, ligger meget tæt på hinanden.

"Det kan virke til, at bankerne har et lidt for godt samarbejde, men det må en undersøgelse jo kortlægge," sagde Frank Aaen, der er erhvervsordfører for Enhedslisten, dengang til epn.dk.

Minister går ind i sagen

Sagen om den danske Cibor-rente har fået den danske erhvervsminister Ole Sohn (SF) til at gå ind i sagen. Ministeriet skal hen over sommeren lave en redegørelse, som skal give indledende svar på to ting:

For det første om der er baggrund for at sætte gang i en egentlig undersøgelse af, om bankerne bevidst har prissat renten for højt. For det andet, om der skal iværksættes initiativer, som kan rette op på mulige fejl i hele konstruktionen af den udskældte rente.

"Jeg har fulgt sagen om fastsættelsen af Cibor-renten nøje, og vil i lyset af den usikkerhed om fastsættelsen, der er kommet til udtryk, udarbejde en redegørelse, som kan danne grundlag for eventuelt at iværksætte yderligere initiativer og undersøgelser," udtalte Ole Sohn.

Politisk efterspil

Hvis undersøgelsen ender med den konklusion, at der har været noget galt med Cibor-renten, skal der fremadrettet sørges for, at det ikke kan ske igen, lyder det fra Det Radikale Venstre.

"De historier, der har været bragt, viser, at der er grund til at få sagen undersøgt. Hvis renten har været højere, end den bør være, så har det hæmmet væksten og forbruget i samfundet, der for er det vigtigt, at der bliver indført kontrol," siger Andreas Steenberg, der er erhvervsordfører for De Radikale, til epn.dk.

Det er dog ikke nok, at man sikrer sig, at renten bliver fastlagt på det rette niveau i fremtiden. Hvis bankerne har pumpet renten om, skal de også straffes, lyder det fra Dansk Folkeparti.

"Det skal have konsekvenser, hvis bankerne har spekuleret i Cibor-renten," siger Hans Kristian Skibby til epn.dk.

Læs også