Chefer lukker for brug af Facebook

Hver femte chef har sat grænser for medarbejdernes brug af sociale medier.

Hver femte chef sætter grænser for brugen af Facebook på jobbet. Foto: AP/Timur Emek

Statusopdateringer midt i mødet eller beskeder til vennerne om at mødes til fodboldkamp efter fyraften.

Facebook og andre sociale medier er blevet en del af mange danskeres hverdag - også i arbejdstiden.

Og det er så stort et problem, at mange chefer nu sætter grænser for medarbejdernes brug af de sociale medier.

Kontrol

Det viser en  undersøgelse, som organisationen Lederne har lavet blandt 1.769 ledere.

Hver femte leder svarer, at det er nødvendigt at sætte grænser for eller føre kontrol med medarbejdernes brug af for eksempel Facebook og Twitter i arbejdstiden.

"Også på sociale medier har man som medarbejder en loyalitetsforpligtelse over for den virksomhed, man arbejder i, og man bør derfor bruge sin sunde fornuft, når man kommunikerer på eksempelvis Facebook," siger afdelingsformanden for Lederne Nordsjælland, Jan Lau Jensen.

Medarbejdernes eget ansvar

Selv er han dog ikke tilhænger af kontrol på arbejdspladsen.

"Jeg mener, at det er medarbejderens eget ansvar at udnytte arbejdstiden bedst muligt, og jeg ser som sådan ikke nogen forskel på at bruge tid på Facebook, holde rygepause eller hente en kop kaffe for den sags skyld," siger Jan Lau Jensen.

"Men det er en ledelsesopgave løbende at følge op på, hvordan den enkelte medarbejder lever op til de krav, som virksomheden stiller," siger han.

Blandt de adspurgte ledere har fire ud af fem selv en profil på et eller flere sociale medier.

BRANCHENYT
Læs også