Medarbejdere fyret efter sur smiley

Det holdt ikke i retten, at en restaurant fyrede tre medarbejdere efter sur smiley.

Illustration: Fødevarestyrelsen

En virksomhed skal reagere straks, når en medarbejder overtræder reglerne, advarer organisationen Dansk Erhverv.

Advarslen kommer, efter en dom, hvor tre medarbejdere i en restaurant fik medhold i, at deres fyring var uberettiget.

Det var ganske vist på grund af de tre medarbejderes overtrædelse af hygiejnereglerne, at restauranten fik en sur smiley af Fødevarestyrelsen efter et kontrolbesøg.

Snyd med temperatur-skema

Kontrollen på restauranten afslørede, at flere saucer, der blev holdt konstant varme, ikke havde den påkrævede mindstetemperatur.

Reglerne kræver, at sauce-temperaturen måles løbende og skrives ind i et kontrolskema. Men medarbejderne fuskede med tallene, idet de skrev fiktive tal i temperaturskemaet, hvis der ikke var tid til at måle temperaturen, og saucerne var blevet varmet i mikroovn i et bestemt antal minutter.

Denne overtrædelse af reglerne ville normalt kunne berettige fyring. Men ikke, når restauranten kender til overtrædelsen og har set gennem fingre med den.

Chefen vidste det godt

"Det viste sig, at restaurantchefen var bekendt med den kreative bogføring af temperaturer.  Og den slags må man som virksomhed ikke sidde overhøring.  Det betyder, at opsigelserne, som umiddelbart var berettigede, alligevel ikke er saglige,” forklarer Casper Balling Gad, advokatfuldmægtig i Dansk Erhverv. 

Restauranten blev derfor dømt, ag de tre medarbejdere fik en godtgørelse på i alt 120.000 kr. for uberettiget afskedigelse.

Hurtig reaktion er vigtig

Ifølge Dansk Erhverv understreger dommen hvor vigtigt det er, at en arbejdsgiver straks reagerer, hvis der er mistanke eller viden om overtrædelser af interne såvel som eksterne regler:

”Hvis der tidligere er blevet set gennem fingre med en overtrædelse, og virksomheden ønsker at ændre det, skal det gøres klart for samtlige medarbejdere, inden man kan sanktionere en overtrædelse,” siger Casper Balling Gad.

BRANCHENYT
Læs også