Restauratør: Avis lader sig styre af 3F

Vejle Amts Folkeblad har ikke kæmpet nok for retten til at ytre sig, mener bortdømt annoncør.

Vejle Amts Folkeblad skulle have taget kampen op med 3F, mener restauratør.  Foto: Jan Dagø

Det er for billigt, at Vejle Amts Folkeblad har bøjet sig for 3F.

Det mener indehaveren af Restaurant Vejlegården, som er blevet nægtet at annoncere i Vejle Amts Folkeblad.

Fagforbundet 3F har siden marts lavet blokade af Restaurant Vejlegården, fordi arbejdsgiveren her har tegnet overenskomst med Kristelig Fagforening, og nu vil trykkeriet ikke længere trykke avisen, hvis den indeholder annoncer fra restauranten.

Jeg er blevet kimet ned af folk, som har opsagt deres abonnement

Amin Skov, indehaver af Restaurant Vejlegården

For billigt og for nemt

Det har fået avisen til at udelukke restauranten fra annonce-spalterne.

"Vejle Amts Folkeblad er for billige og for nemme. Det er forkasteligt og skuffende, at en nyhedsmedie lader sig ramme af en konflikt, så vi ikke kan ytre os igennem annoncer," siger indehaver Amin Skov.

"Jeg havde forventet, at en nyhedsavis ville tage kampen op med 3F," siger Amin Skov.

Avisen skal ud

Ledelsen på Vejle Amts Folkeblad forsvarede tidligere på dagen beslutningen om at boykotte restaurantens annoncer.

"Vi kunne selvfølgelig vælge at sige, at et princip er et princip, og vi kunne holde fanen højt og hver dag forsøge at få en avis på gaden med en annonce fra Vejlegården. Det har da klart været en overvejelse, da der er tale om meget vigtige principper. Men i sidste ende ville det jo kunne true avisens eksistens, da en avis, der ikke udkommer, ikke har meget fremtid i sig. Og den skalp synes vi ikke, at 3F skal have," skrev avisens redaktør Mogens G. Madsen.

Indehaveren af Vejlegården er enig i, at avisen skal ud, men han mener, at avisen har ladet sig slå ud for let.

Et andet trykkeri

"Jeg havde forventet, at avisen ville sige, at den ville finde et andet trykkeri, hvis de ikke ville trykke den," siger Amin Skov, der dog ikke helt har opgivet at få sine annoncer tilbage inden for kort tid.

For avisens ledelse er presset af indbyggerne i Vejle, mener han.

"Jeg er blevet kimet ned af folk, som har opsagt deres abonnement, og af annoncører, som har opsagt alle deres annoncer for resten af året, så det kan være, at avisen finder en løsning," siger han.

BRANCHENYT
Læs også