Konflikt koster Vejle-avis 300.000 kr. om ugen

Stillinger kan komme i fare på grund af 3F-blokade.

Det har været en hamrende dyr uge for Vejle Amts Folkeblad.

Siden avisen i onsdags bebudede, at den ikke ville sætte annoncer i avisen fra Restaurant Vejlegården, er abonnenter og annoncører flygtet i hobetal.

På bare en uge har avisen tabt 300.000 kr., fortæller avisens direktør og ansvarshavende chefredaktør, Alex Pedersen.

Ytringsfriheden i Vejle har aldrig været så stor, som den er i øjeblikket

Alex Pedersen, direktør og ansvarshavende chefredaktør for Vejle Amts Folkeblad

Annoncer = ingen avis på gaden

Avisens beslutning om at udelukke Restaurant Vejlegården fra avisens annoncespalter blev taget, efter at HK varslede en sympatikonflikt mod avisen.

Siden marts har 3F lavet blokade af restauranten, fordi indehaveren har tegnet overenskomst med Kristelig Fagbevægelse.

Og med HK's sympatikonflikt fik avisens ledelse besked om, at avisen ikke ville blive trykt, hvis Vejlegården havde annoncer i den.

"Så vi havde reelt ikke noget valg. Hvis vi lod værre med at trykke avisen i 14 dage, ville vi skulle fyre alle medarbejdere," siger Alex Pedersen til Jyllands-Posten.

Går ikke i længden

Men avisens beslutning om at gå på gaden - uden annoncer fra Vejlegården - kan også resultere i fyringer.

For indtil videre har en stribe abonnenter opsagt deres abonnement - og annoncører har opsagt samarbejdet med avisen.

"Vi har tabt 300.000 kr. på en uge. Det siger sig selv, at det ikke kan blive ved," siger Alex Pedersen.

Hvor længe kan I holde til det?

"Det ved jeg ikke. Vi eksisterer også om en måned, men selvfølgelig kan vi ikke blive ved med at tabe 300.000 kr. om ugen."

Hvilke konsekvenser får de økonomiske tab?

"I yderste konsekvens kan avisen selvfølgelig blive nødt til at lukke. Men i øjeblikket er vi langt fra at lukke."

Undrer sig

Alex Pedersen understreger, at der ikke kun er kommet negative tilkendegivelser fra abonnenter og annoncører. Mange har forståelse for, at avisen har handlet, som den har.

Og chefredaktøren undrer sig over, at avisen nu er kommet i så kraftig modvind.

"Vi er kede af, at vi bliver så upopulære, når vi kæmper for 80 arbejdspladser i Vejle. Det her handler ikke om ytringsfrihed. Det handler om arbejdspladser," siger Alex Pedersen.

"Ytringsfriheden i Vejle har aldrig været så stor"

Flere politikere og borgere fra byen har ellers netop kritiseret avisen for at krænke ytringsfriheden ved ikke at lade Restaurant Vejlegården annoncere.

Men den kritik har Alex Pedersen kun hovedrysten tilovers for.

"Folk i Vejle skal være glade for, at der er et lokalt dagblad, for ellers havde dækningen af denne sag aldrig nået disse højder. Vi har sat fokus på 3F's metoder, og alle har kunnet deltage i debatten. Ytringsfriheden i Vejle har aldrig været så stor, som den er i øjeblikket," siger Alex Pedersen, som dog understreger, at avisen gerne havde flyttet trykkeri, hvis det kunne lade sig gøre, så også Vejlegårdens annoncer kunne blive trykt.

Tyske trykkerier

"Vi har undersøgt, om det er muligt at trykke avisen et andet sted. Herhjemme kan det ikke lade sig gøre, med mindre vi trykker en meget mindre avis," siger Alex Pedersen.

"Og det er heller ikke så lige til at få den trykt i Tyskland. Det giver problemer med deadline og det giver problemer med distributionen," siger Alex Pedersen, som håber, at borgerne i Vejle igen begynder at bakke op om avisen.

"Borgerne boykotter ikke PostDanmark, selv om posten ikke bringer post til Amin (indehaver af Restaurant Vejlegården, red.) Og de er ikke sure på renoveringen, selv om skraldemanden ikke vil hente Amins skrald. Og de drikker stadig Carlsberg, selv om Amin ikke kan få leveret drikkevarer. Så jeg håber, at folk vil bakke os op, for vi er bare taget som gidsel af 3F i en konflikt," siger Alex Pedersen.

BRANCHENYT
Læs også