3F i kovending: Det bliver dyrere for Vejlegården

De ansatte får for lidt i løn, så det bliver alligevel dyrere for restaurant at tegne 3F-overenskomst.

Restaurant Vejlegården.  Foto: Restaurant Vejlegården

Indehaveren af Restaurant Vejlegården, Amin Skov, lever op til 3F's mindstelønninger, selv om han har tegnet overenskomst med de kristelige, og derfor vil det ikke blive dyrere for ham at skifte til 3F.

Sådan lød budskabet tidligere søndag fra 3F's gruppeformand i Vejle, Henning Troelsen.

Men nu vender han på en tallerken.

Giver ikke nok i løn

"Det, jeg siger nu, er, at Vejlegården ikke giver de ansatte nok i løn. For vi ved ikke, hvor mange timer de ansatte arbejder. De har nemlig ikke en øvre arbejdstid," siger Henning Troelsen.

Arbejder de så for mange timer?

"Det ved vi ikke, men arbejdsgiveren har muligheden for at lade dem gøre det."

Hvorfor sagde du så tidligere på dagen, at de ansatte på Vejlegården ikke er underbetalte?

"Jamen, hvis han overholder timetallet, så overholder han også mindstelønnen," siger Henning Troelsen, og nuancerer.

"I hvert fald for de dårligst betalte medarbejdere. Jeg tror ikke på, at han giver sine tjenere den mindsteløn, som er i vores overenskomst."

Hvorfor sagde du det så?

"Jeg tror på, at han overholder vores laveste mindstelønninger. Men ikke vores højeste."

Det bliver dyrere

Ved nu at beskylde indehaveren af Restaurant Vejlegården, Amin Skov, for ikke at overholde samtlige mindstelønninger, erkender Henning Troelsen samtidig, at det bliver dyrere for ham at skifte overenskomsten med Kristelig Arbejdsgiverforening ud med 3F.

"Sandheden er nok, at det bliver dyrere," siger Henning Troelsen, der gerne forklarer sine første udtalelser.

"Jeg sagde det for at være imødekommende. Vi vil gerne forhandle, og derfor var jeg imødekommende."

"Det var dumt, men jeg ville gerne udsende et positivt budskab. Hvis vi indleder en forhandling med at sige, at det bliver 50 procent dyrere, så får vi jo ikke en forhandling. Det var dumt, og jeg må tage den på mig."

 

BRANCHENYT
Læs også