0

Tilsyn: Rentesnyd var for dyrt at undersøge

Det havde kostet for meget, hvis den britiske skandale skulle være undgået.

Formanden for det britiske finanstilsyn svarer på kritikken, efter det er kommet frem, at der er svindlet med en vigtig bankrente. Foto: AP

Formanden for det britiske finanstilsyn, FSA, kom i dag med et forsvar af myndighedernes rolle i sagen om rentesnyd i Storbritannien.

"Jeg tror ikke, at problemerne kunne være opdaget medmindre vi havde brugt uhyre resurser på at overvåge bankernes adfærd," siger Adair Turner til Bloomberg.

FSA har tidligere fået en del kritik for ikke at have opdaget svindlen med Libor-renten noget tidligere.

Libor-renten bliver fastsat af en række storbanker og påvirker finansmarkeder verden over.

Tager den i bakspejlet

Adair Turner mener ikke, at det er realistisk at opdage bankerne i deres svindelnumre, før skaden er sket.

"Selv om tilsynet nok skal intensiveres, kommer man ikke uden om, at et af de bedste værktøjer vi har er at slå hårdt ned på de skyldige, når svindlen er kommet lidt på afstand og er nemmere at opdage," siger formanden til Bloomberg.

Han slår samtidig et slag for, at den britiske banksektor selv skal påtage sig et større ansvar for at forbedre den kultur, der gav plads til det omfattende rentesnyderi.

Flere andre i søgelys

Den britiske storbank Barclays er indtil videre den eneste, der har indrømmet at manipulere med Libor-renten.

Men det er i flere omgange blevet bekræftet af FSA, at en række andre magtfulde banker bliver efterforsket for rentesnyd,af både det amerikanske, britiske og tyske finanstilsyn.

Herhjemme har renteskandalen ført til øget mistillid over for den danske Cibor-rente, der fastsættes på en lignende måde, og som i øvrigt har den dømte britiske storbank i panelet, der bestemmer renten.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også