Pædagoger vil kæmpe imod sygefravær

Der skal gøres noget ved arbejdsmiljøet ude i landets institutioner, lyder det fra BUPL.

De kommuner, der er gode til at nedbringe sygefraværet, skal lære fra sig, lyder det fra BUPL. Andreasen Carsten

I Pædagogernes fagforening BUPL ved man, at sygefraværet er for højt ude i landets mange institutioner.

Cepos offentliggjorde tidligere i dag et notat, der viste, at pædagoger og pædagogmedhjælpere har 30 pct. flere sygedage end folkeskolelærerne.

Det får næstformand i BUPL, Birgitte Conradsen, til at blæse til kamp mod det høje sygefravær.

"Lad det her være startskuddet til et forsøg på at komme det høje sygefravær til livs sammen med kommunerne," siger Birgitte Conradsen til epn.dk.

Hvem er den næste?

Spørger man BUPL, er en af hovedårsagerne til sygefraværet et hårdt psykisk arbejdsmiljø.

"Der har været en lang række nedskæringer blandt pædagoger, og det har skabt en vis usikkerhed hos medarbejderne, der måske spørger sig selv, om de er i skudlinjen næste gang," siger Birgitte Conradsen.

Et andet stort element i pædagogernes hverdag er det, man inden for faget kalder 'støj og møg'.

"Det er klart, at når man har mange børn samlet i for små lokaler, så giver det nogle støjgener, og samtidig får man en betydelig smittefare, specielt om vinteren, som sætter sit præg på sygefraværet," siger næstformanden.

Lære fra de bedste

I notatet fra Cepos fremgår det, at der er stor forskel på sygefraværet i landets kommuner, og flere af de steder, hvor fraværet har været værst, er der sket store forbedringer på kun få år.

"Vi skal ud og og lære af hinanden. Hvis der er en kommune, der er særlig god til at forbedre medarbejdernes arbejdsmiljø, skal vi naturligvis have den erfaring ud i resten af landets kommuner," siger Birgitte Conradsen.

Hun melder sig klar til at samarbejde med kommunerne om at få stablet sådan et projekt på benene, men pointerer, at det er vigtigt, at det ikke kommer til at foregå hen over hovedet på pædagogerne ude i institutionerne.

De skal inddrages, hvis der skal findes en brugbar løsning.

BRANCHENYT
Læs også