Sydbank fejlagtigt erklæret konkurs...igen

Erhvervsstyrelsen erklærede Sydbank konkurs i fredags. Mandag gentog fadæsen sig.

I dag blev Sydbank igen erklæret konkurs ved en fejl. Illustration: Screendump fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

Så skete det igen.

Ved en fejl i Erhvervsstyrelsen, gik der igen i dag – mandag den 20. august – besked ud om, at Sydbank er gået konkurs. Det er ikke tilfældet.

Denne gang fordi Kolding Skifteret også har sendt et brev til Erhvervsstyrelsen med det forkerte CVR-nummer. En sagsbehandler i Erhvervsstyrelsen indtastede de forkerte data i CVR.dk, hvilket igen udløste en mail til syv abonnenter af CVR.dk med den fejlagtige oplysning.

I fredags blev Sydbank erklæret konkurs, fordi en medarbejder i Skifteretten i Kolding forvekslede Sydbanks CVR-nummer med en konkursbegæret virksomhed. Indtastningen registreres direkte hos Erhvervsstyrelsen, der automatisk videreformidler de indtastede data.

Konsekvens?

I fredags beklagede Erhvervsstyrelsen fejlen, og den blev taget vel imod hos Sydbank. Nu er udmeldingen en anden.

"Sydbank undersøger, om det kan få nogle konsekvenser, men det har banken endnu ikke noget overblik over," oplyser bankens presseafdeling til børsen.dk

Beklageligt

I Erhvervsstyrelsen beklager man igen fejlen. Centerchefen siger til børsen.dk:

"Der er en fast procedure i Erhvervsstyrelsen, som skal sikre, at navn på virksomheden og CVR-nr. altid tjekkes, så man er sikker på, at der er tale om den rigtige virksomhed. Det er ikke sket i dette tilfælde. Det er en meget beklagelig fejl," skriver Vivi Basballe.

BRANCHENYT
Læs også