Nationalbanken frygter rentefusk

Det kan have kostet kunder op mod 2.000 kr., hvis banker har sat rente for højt.

Nils Bernstein, nationalbankdirektør. En af hans direktører erkender, at rentefastsættelser i 2011 så "underlige" ud. Foto: Gorm Olesen

Det kan ikke udelukkes, at landets største banker bevidst har samarbejdet om at fastsætte den såkaldte Cibor-rente for højt til stor skade for tusindvis af private danskere og virksomheder.

Det skriver Politiken tirsdag.

I 2011 valgte banken at trække sig fra arbejdet med at beregne og offentliggøre den daglige Cibor-rentesats på baggrund af indberetninger fra bankerne, der blandt andet inkluderer Danske Bank, Nordea og Jyske Bank.

Så underligt ud

Det gjorde man, fordi bankernes rentefastsættelser så »underlige« ud, siger Karsten Biltoft, direktør i Nationalbanken.

»Vi syntes, det så underligt ud. På den anden side - og det har vi også sagt - havde vi ikke noget grundlag for at sige, at der foregik noget, der ikke burde foregå«, siger han til Politiken.

Hvis de otte storbanker, der er med til at fastsætte Cibor-renten, bevidst har sat den for højt, kan det ifølge Morten Bruun Pedersen, Forbrugerrådet, havde påført almindelige låntagere månedlige ekstraudgifter på helt op til 1.500-2.000 kroner.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) bebudede i begyndelsen af august en redegørelse om bankernes fastsættelse af Cibor-renten.

BRANCHENYT
Læs også