Skandalebank udnævner ny topchef

Ny mand i toppen skal håndtere Barclays mange skandale-sager.

Antony Jenkins, ny topchef for Barclays Bank. Foto: AP/Justin Thomas

Bestyrelsen i Barclays Bank har udpeget efterfølgeren til den skandaleombruste Robert "Bob" Diamond, der blev presset ud som øverste chef i begyndelsen af juli.

Valget er faldet på 51-årige Antony Jenkins, der hidtil har styret storbankens privatkunde-division.

Antony Jenkins tiltræder med øjeblikkelig virkning, fremgår det af en børsmeddelelse fra Barclays Bank torsdag morgen.

På med handskerne

Og han har forhåbentlig taget arbejdshandskerne med på job. Der er i hvert fald nok at gå i gang med.

Barclays Bank er en central aktør i flere verserende skandalesager.

Den største sag handler om storbankens rolle i svindlen med den vigtige rentesats, Libor, der påvirker prisen på finansielle kontrakter og lån for et astronomisk beløb verden over.

Det var netop Libor-skandalen, der kostede Robert Diamond jobbet.

Flere andre sager

Barclays Bank blev i juni idømt en bøde på 290 mio. britiske pund af britiske og amerikanske tilsynsmyndigheder, men sagen er langtfra slut endnu.

Flere andre sager plager den britiske bank.

Blandt andet er den under mistanke for ulovlige transaktioner med emiratet Qatars rige statsfond i 2008, da banken forsøgte at afværge en statslig overtagelse under finanskrisens hærgen.

I Storbritannien er Barclays sammen med en række andre britiske banker under anklage for at have solgt såkaldte renteswaplån til erhvervskunder uden i tilstrækkelig grad at oplyse dem om de mulige konsekvenser ved de særlige lån.

Renteswaplån blev i mange tilfælde solgt som en forsikring mod stigende renter.

Men "forsikringen" har givet bagslag for mange af kunderne.

De seneste års markante rentefald har nemlig haft den modsatte effekt: At låntagerne har skullet stille med ekstra penge. Og i mange tilfælde store beløb, der har tvunget de pågældende kunder til at dreje nøglen om i virksomheden eller tvangssælge ejendomme.

BRANCHENYT
Læs også