Bog: Lego var tæt på kollaps

Lego jagtede nye bankforbindelser i 11. time i 2004, fremgår det af ny bog.

Kjeld Kirk Kristiansen måtte i 2004 yde Lego et lån på 1 mia. kr. Foto: Casper Dalhoff

Den store danske legetøjskoncern Lego var i dyb krise i tiden op til Jørgen Vig Knudstorps tiltrædelse som koncerndirektør i 2004.

Det fremgår ifølge dagbladet Børsen af en ny bog "Miraklet i Lego", der er skrevet af Børsens chefredaktør Niels Lunde, som har gennemført mere end 100 interviews og haft adgang til interne dokumenter.

I bogen kommer det frem, at krisen i legetøjsvirksomheden var langt mere omfattende end hidtil antaget. Alene i 2003 og 2004 tabte selskabet 2,7 mia. kr. som en konsekvens af en forfejlet strategi, hvor man i stort omfang forsømte kerneforretningen, Legoklodserne, for i stedet at satse på blandt andet store og dyre Legoland-parker.

Bank troede ikke på Lego

Lavpunktet blev ifølge Niels Lundes bog nået i 2004, da Lego skulle fortælle om sin overlevelsesplan. Samtidig skulle Jørgen Vig Knudstorp præsenteres som afløser for Kjeld Kirk Kristiansen. Men mødet blev angiveligt udskudt flere gange. Det skyldtes, at der var problemer mellem Lego og selskabets bankforbindelse, Danske Bank, der ikke var parat til at hjælpe yderligere.

Det beskrives i bogen, hvordan finansdirektør Jesper Ovesen kæmpede for at overbevise banken, om at Lego var klar med en robust kriseplan. I sidste ende valgte den daværende topledelse i Danske Bank, ordførende direktør Peter Straarup og viceordførende direktør Jakob Brogaard, at sige stop.

Lego-ejer med milliardlån

I stedet lykkedes det Jesper Ovesen at finde en løsning med en gruppe af banker bestående af SEB, Sydbank, Nykredit og Nordea. Med i ligningen var også Kjeld Kirk Kristiansen, der stillede et lån på 1 mia. kr. til rådighed. Pengene blev hentet i Lego-familiens pengetank, Kirkbi, med den besked, at der var lukket for flere lån af den type.

Siden dengang har der været markant fremgang i Lego. Med Knudstorp ved roret blev Legoland-parkerne solgt fra til Merlin Entertainments Group for 2,8 mia. kr.

Allerede i 2005 gav Lego igen overskud, og siden har det været en strålende forretning. Senest med et overskud på 4,2 mia. kr. i 2011 og 3,7 mia. kr. i 2010.

Læs også