K: "Regeringen er helt væk"

Brian Mikkelsen mener, der skal gøres noget nu, før danske virksomheder søger til udlandet

Brian Mikkelsen (C) opfordrer i forbindelse med et DI-møde i dag igen regeringen til at skabe bedre forhold for erhvervslivet. Foto: Torben Stroyer

"Sænk selskabskatten og fjern afgifterne."

Det er meldingen fra erhvervsordfører Brian Mikkelsen (K) i forbindelse med Dansk Industris konference tirsdag, hvor bedre konkurrenceevne diskuteres med virksomheder og politikere.

Han har besøgt flere virksomheder. Og her er meldingen, at de vil flytte produktionen, hvis der ikke skabes bedre forhold for dem.

"Regeringen forstår sig ikke på, hvordan virksomheder fungerer, fordi medlemmerne har sin daglige gang inde bag murene på Christiansborg. Der skal gøres noget nu, hvis vi vil bevare vores velfærdssamfund, der er så afhængig af, at det går godt for virksomhederne," siger Brian Mikkelsen til epn.dk.

Væk med Enhedslisten

Regeringen bør se sig om efter andre samarbejdspartnere, når finansloven skal forhandles på plads, lyder meldingen.

"Vi opfordrer regeringen til at holde Enhedslisten uden for døren og lave finanslov med os, hvis vi skal beholde virksomhederne i Danmark. Enhedslisten har jo foreslået, at man skal sænke erhvervsstøtteordningen med 2 mia. kr. Det er helt væk," siger ordføreren.

Senest har Danfoss meldt ud, at virksomheden overvejer at flytte sin produktion fra Danmark.

25 til 20 pct.

Det Konservative Folkeparti har tidligere været på banen med sine udmeldinger, men Brian Mikkelsen mener, der er grund til at gentage budskabet.

"Vi vil sænke selskabsskatten til 20 pct, fjerne fedtafgiften, sænke grænsehandelsafgifterne, så arbejdspladserne bliver skabt i Danmark," forklarer han.

Mere end 1.000 erhvervsfolk er inviteret til DI's topmøde under navnet "Be The Change." Her skal man tirsdag diskutere, hvordan man kan øge produktiviteten i Danmark på tværs af brancher.

BRANCHENYT
Læs også