0

Solceller forgylder installatører

Flere installatører oplever øget omsætning. Solcellerne giver afkast, men det kan få en ende.

Installatører nyder godt af den fortsatte interesse for vedvarende energi Foto: Olena Mykhaylova

Flere installatører er begyndt at opleve fremgang i branchen.

Det er specielt inden for energiopgaver, der er penge at hente. Men installatører, der har specialiseret sig i solceller, kan komme til at opleve nedgang i omsætningen, når elmålerordningen - kunder får 60 øre pr. kWh for overskudsproduktion - bliver ændret.

"Omsætningen vil falde, hvis elmålerordningen bliver ændret. Det vil være dårligt nyt. Men vi skal huske på, at solceller udgør en meget lille del af det samlede installationsmarked. Det skaber selvfølgelig problemer for de installatører, der har smidt alle sine æg i solcellekurven," siger partner i Deloitte, Bo Odgaard, til epn.dk.

Spæde skridt

Installatørerne bevæger sig langsomt ud af krisen.

”Det er positivt, at der er fremgang i den gennemsnitlige indtjening i branchen, men der er fortsat for mange virksomheder, som har underskud eller meget lave overskud. Det er vigtigt, at de virksomheder lærer af de bedste i branchen, så de får løftet indtjeningen,” siger partner Bo Odgaard fra Deloitte.

Den fjerdedel, som tjener mest i branchen, klarer sig godt. Men forskellene er store.

"Branchen er delt i de virksomheder, som har været gode til at tilpasse sig de nye markedsvilkår og de virksomheder, som ikke er lykkedes med det, og som derfor har tabt terræn. Især de af virksomhederne, som har deres primære virke i entreprisemarkedet, har det svært. Vores analyse viser, at der sker en polarisering i branchen. For eksempel tjente den bedste fjerdedel af installatørerne 13 gange så meget pr. ansat, som de resterende tre fjerdedele af virksomhederne," siger partneren, der sammen med TEKNIQ, Installatørernes Organisation, har lavet analysen af installatørernes indtjening.

Vedvarende energi = lys fremtid

Fremtiden for installationsbranchen ser fornuftig ud, mener installatørernes organisation

”Vores analyse viser, at der er gode muligheder for at tjene penge i branchen. Vi har 25 pct. af virksomhederne, som klarer sig rigtig fint. Og når man tænker på de energiopgaver og den stigende mængde teknik i både bygninger og produktionsanlæg, så bør der være et fornuftigt fremtidigt marked. Men det kræver naturligvis, at virksomheder enten går i gang med eller fortsætter deres tilpasning til de nye markedsvilkår og muligheder, som både dagen i dag og fremtiden byder på,” siger Niels Jørgen Hansen, direktør i TEKNIQ.

Det gennemsnitlige resultat i branchen  pr. ansat er steget fra 22.100 kr. i 2010 til 28.600 sidste år, viser analysen.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også