Minibiler skaber ravage på bilmarkedet

Skal du af med en lidt større bilmodel, kan du lige nu gøre en god handel.

Volkswagen up! har taget bilmarkedet med storm, og minibilernes popularitet har betydning for alle bilklasser. Foto: Volkswagen

Minibilernes popularitet er godt i gang med at vende op og ned på bilmarkedet.

Nu køber forbrugerne i stigende omfang en lille bil som ny, mens den større og tidligere familiebil nummer et købes som brugt. Det viser beregninger fra BilBasen.dk.

Alle har råd til en minibil

"Det er meget tankevækkende, hvad der sker på bilmarkedet i øjeblikket. Minibilerne er voldsomt populære, fordi de kan købes nye til under 100.000 kr. Det betyder, at stort set alle, selv studerende, kan få råd til en ny bil, fordi de kan finansieres til 1.200-1.300 kr. om måneden. I nogle tilfælde kan ejerafgift og forsikring endda være med i det beløb," lyder det fra Jan Lang fra BilBasen.dk.

Nye tal fra De Danske Bilimportører viser igen, at det er minibilerne, der topper salgslisten - atter med Volkswagen Up! som den mest sælgende.

Nysalget ligger hos de små

Ifølge BilBasen.dk udgør biler fra de to mindste klasser hele 85 pct. af nybilssalget til private i Danmark.

Til gengæld købes de større biler som Ford Focus, Volkswagen og Opel Zafira af privatpersoner nu typisk som brugt. Ofte er der tale om brugte firmabiler.

Udbud og efterspørgsel

Bilbasen har for det næste halve år udregnet et såkaldt  udbudsindeks  ud fra markedets gennemsnit i 2007-2011.

Her er udbudsindekset for minibilerne beregnet til 106. Det vil sige, at udbuddet af minibiler til salg vil være større end efterspørgslen. Det vil alt andet lige betyde faldende priser for klassen.

Omvendt ser det ud for bilerne i mellemklassen og firmabilklassen. Her er de to tal beregnet til henholdsvis 93 og 84. Udbudsindekset for MPV-klassen er 92.

Det betyder, at udbuddet af brugte biler i disse klasser er mindre end efterspørgslen. Det medfører stigende priser. For 2012 har der således været tale om en stigning på 15 pct.

Gør en god handel

"Nu mister brugte biler hele tiden værdi, men det betyder, at bilerne i disse klasser ikke har tabt så meget, som de normalt ville tabe. Det betyder faktisk, at hvis man vil sælge sådan en bil for måske at gå en bilklasse eller to ned i størrelse, kan man virkelig gøre en god handel. Hvis familien eksempelvis har en 4-5 år gammel Ford Mondeo og i stedet vil købe en nye Seat Ibiza stationcar, som lige nu er på tilbud, er det et godt tidspunkt at handle på. Det vil være et meget nemt skifte. Groft sagt er det lige før, at familien kan gå derfra med penge på lommen," forklarer Jan Lang.

En del af forklaringen er, at firmabilklassen årgang 2009 er en lille årgang. Efter kriseåret 2008 blev der solgt færre firmabiler, og det er med til at holde prisen oppe, når bilerne nu typisk skal skiftes ud efter tre år.

Dyrere at gå op i klasse

Det omvendte regnestykke kan så til gengæld gøre sig gældende for de mange mennesker, der de seneste år har købt en minibil. Således vurderer BilBasen.dk, at udbudsindekset for disse biler kan nå helt op på 120-130, fordi der er tale om meget store bilårgange. Det vil alt andet lige betyde større afskrivning på bilerne.

"En Volkswagen Up! er på mange måder en fremragende bil. Men når husstanden vokser, bliver der behov for en større bil. Volkswagen Up! er ikke den meste praktiske bil, når der skal en barnevogn med. Derfor vil de lidt større biler stadig være efterspurgte. Derfor vil der også blive tale om en større investering, når minibilen skal skiftes ud med en større," siger Jan Lang.

En ny måde at købe bil på

Jan Lang vurderer, at minibilernes popularitet måske kan være med til at ændre vores måde at købe bil.

"Tidligere var det en stor beslutning i familien at skifte til en ny bil. På grund af de lavere priser på minibilerne er det ikke længere tilfældet. Priserne på minibiler og store og avancerede fladskærme nærmer sig hinanden, og det giver en anden opfattelse af bilen. Måske vil familierne klare sig med to minibiler i stedet for den traditionelt større familiebil. Samtidig vil mange førstegangskøbere kunne komme billigere til en nyere bil, når minibilerne skal sælges som brugte," vurderer Jan Lang.

Nyt i stedet for brugt

Det høje niveau for bilsalget modtages i øvrigt positivt både i branchen og blandt økonomer.

Der blev i september solgt 13.813 personbiler. Korrigeret for sæsonudsving er der tale om en stigning på 3 pct. i forhold til august.

"Med de lave priser på de små biler, ser vi et nyt købersegment på bilmarkedet. Det udgøres af folk, som tidligere valgte at købe en brugt bil frem for en ny," lyder det fra Jens Brendstrup, der er direktør for Danmarks Automobilforhandler Forening.

Samtidig vurderer han, at de høje brændstofpriser har fået mange til at vælge en af de nye minibiler.

Stigende privatforbrug

Hos Danske Bank vurderer man på baggrund af bilsalget og Dankortomsætningen, at privatforbruget igen er stigende.

"Det betyder, at Danmark sandsynligvis har undgået en ny recession, hvor bruttonationalproduktet falder to kvartaler i træk. Det er positivt, men på den anden side er der dog ikke tale om noget rigtigt opsving," vurderer privatøkonom Las Olsen.

Læs også
Top job