Facebook blokerer uskyldige danske hjemmesider

En lang række danske hjemmesider er uden forklaring blevet blokeret af Facebook.

Foto: AP/Timur Emek

Det skaber enorm frustration hos de danske virksomheder og bloggere, der er ramt, fordi Facebook er blevet en central måde at få besøgende og dermed omsætning på.

- Det koster omsætning og bundlinje, fordi Facebook amputerer den synlighed, som man har brugt meget energi på at bygge op. Facebook trækker tæppet væk under de her virksomheder, siger Janne Schmidt Nielsen, der er specialst i sociale medier og indehaver af rådgivningsfirmaet den skæve vinkel, til DR Nyheder.

50 mails uden svar

Daniel Laursen står bag hjemmesiden www.trendsonline.dk, som er en af de blokerede hjemmesider.

- De bestemmer, hvem der kan leve eller dø, siger han til DR Nyheder om Facebook.

Han har i to måneder forgæves forsøgt at få Facebook til at ophæve blokaden, ligesom han heller ikke kan få nogen forklaring på blokaden. Han har ringet et utal af gange og sendt mindst 50 mails uden af få andet end et standardsvar om, at Facebook ikke tager sig af enkeltsager.

- Det er groteskt. Man skal virkelig overveje, at hvis man lægger en stor del af sin forretning op ad Facebook, så ved man ikke, hvor man står i morgen. Det er der ikke nogen, der kan vide sig sikre på, siger Daniel Laursen til DR Nyheder.

 

Koster omsætning

Scoopdeal.dk er en anden af de hjemmesider, der er blokeret. Det er katastrofalt for forretningen, for netop Facebook skulle udbrede kendskabet til hjemmesiden, forklarer Lotte Reimar, som er medejer af Scoopdeal.dk.

- Det er ret fatalt for en virksomhed som vores, og der er slet ikke nogen tvivl om, at det her koster os omsætning, siger Lotte Reimar, der heller ikke har fået hul igennem til Facebook.

I Danmark bruger omkring 3 mio. Facebook. Blandt andet til at finde tilbud og anbefalinger fra venner og bekendte når der skal handles på nettet.

- Det her viser den magt, som Facebook har i dag. De er ikke kun et socialt netværk, men den indgang som mange har til internettet. Derfor går det hårdt ud over virksomheder, når de bliver blokeret. Og der findes reelt ikke noget alternativ til Facebook lige nu, forklarer DR Nyheders redaktør for sociale medier, Lars Damgaard Nielsen.

Brugte samme server

Flere af de ramte bloggere og virksomhedsejere har fundet frem til hinanden og fundet ud af, at de har brugt den samme server hos Unoeuro, da blokaden blev iværksat af Facebook.

Facebook blokerede den pågældende server, fordi en eller flere andre hjemmesider på serveren udsendte spam.

Teorien er nu, at Facebook har blokeret alle hjemmesider på serveren, uanset at det kun var en eller få af dem, der udsendte spam. I så fald er der tale om flere hundrede hjemmesider, der er blokeret.

Intet svar fra Facebooks pressefolk

Selvom Trendsonline.dk har skiftet server, webhotel og ip-adresse, er hjemmesiden stadig blokeret. Så det lader til, at det er selve domænenavnet, som er blevet sortlistet.

DR Nyheder har stillet en række spørgsmål til Facebooks skandinaviske pressekontakt. Indtil videre er der ikke kommet noget svar.

En talsperson for Facebook i Norden oplyser dog til epn.dk, at man er opmærksom på sagen, og at man i øjeblikket undersøger, hvordan det kunne ske, at uskyldige virksomheder er kommet i klemme ved Facebooks blokering.

 

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også