0

Tidligere topmodel frifundet i skattesag

Camilla Vest Nielsen og Peder Nielsen er gået fri i stor straffesag.

Camilla Vest Nielsen og hendes mand skattedom fra byretten er blevet omstødt i Østre Landsret. Foto: Steen Wrem

Østre Landsret har mandag frifundet parret, som var tiltalt for at have snydt skattevæsnet for 6,5 mio. kr.

Resultatet er en underkendelse af byrettens dom i november sidste år. Dengang straffede Retten i Helsingør de to med ubetinget fængsel i et år og ni måneder. Desuden fik hver en tillægsbøde på 3,3 millioner kroner.

Camilla Vest Nielsen og Peder Nielsen var ikke selv til stede ved domsafsigelsen.

Skat til Danmark?

Sagen har blandt andet drejet sig om, hvorvidt parret reelt boede i Danmark og derfor er skattepligtige.

Myndighederne opererer med en regel om, at man skal betale skat, hvis man har opholdt sig mere end 180 dage i Danmark.

Men i en del af perioden, som anklagen handler om, er der ikke ført bevis for, at Camilla Vest Nielsen boede her i mere end 180 dage, siger landsretten.

Hun havde en lejlighed i New York, og hendes karriere gjorde det nødvendigt for hende at opholde sig meget i den amerikanske storby.

Ingen årsopgørelse

Under sagen har Camilla Vest Nielsen sagt, at hun ikke modtog nogle årsopgørelser. Anklageren har ikke ført bevis for, at hun faktisk modtog papirerne, argumenterer dommerne.

På et andet punkt konstaterer dommerne, at modellen var i en "vildfarelse" om reglerne - og dette indgår som begrundelse for frifindelsen.

- Vi må tage afgørelsen til efterretning, konstaterer senioranklager Rikke Hald.

Ægteparret oprettede selskaber i modellens navn i Luxembourg og på Samoa for at undgå skat i Danmark. Selskaberne havde ingen reel funktion, mente tidligere Retten i Helsingør.

Manden købte en gård i Nordsjælland for seks millioner kroner og foretog ombygninger for fire millioner kroner.

Sagen er resultat af Skats indsats rettet mod velhaveres brug af kreditkort. Når det blev brugt flittigt i Danmark, er det set som tegn på, at man reelt har opholdt sig og levet i Danmark.

BRANCHENYT
Læs også