0

Jyllands-Posten bliver sjovere

Den populære RokokoPosten flytter inden længe ind på avisens sider.

Jyllands-Posten vil fra den 4. december indlede et samarbejde med satiresitet RokokoPosten.  Skærmbillede fra rokokoposten.dk

Jyllands-Posten og satiresitet RokokoPosten har indgået et samarbejde, der betyder, at avisens læsere fra den 4. december vil kunne more sig over RokokoPostens bidende og sorte humor, når de får dagens nyheder.

Det populære satiresite er på kort tid blevet stort i Danmark med flere end 40.000 fans på Facebook. Sitet blev i 2011 kåret som "Årets bedste nye medie" af Kommunikationsforum, og det er da også en tilfreds chefredaktør, der præsenterer det nye samarbejde.

Humoristisk supplement

"En god avis skal indeholde meget mere end fremragende journalistik og afsløringer. Intelligent underholdning skal der også til, og derfor glæder vi os til nu at kunne tilbyde vores læsere RokokoPostens daglige artikler som et humoristisk supplement," siger Pierre Collignon, der er chefredaktør på Jyllands-Posten.

Aftalen betyder, at RokokoPostens artikler vil blive publiceret både på dens eget site, i Morgenavisen Jyllands-Posten og på Jyllands-Postens hjemmeside.

"Aftalen garanterer RokokoPosten total uafhængighed og sikrer samtidig sitet både sundere økonomi og mulighed for at række ud til nye læsere. For Jyllands-Posten er gevinsten adgang til satirisk indhold af høj kvalitet. RokokoPosten er i vores øjne den mest intelligente og morsomme nyhedssatire, man kan opdrive i Danmark," udtaler Pierre Collignon.

Større læserskare

Også folkene bag RokokoPosten glæder sig til at blive integreret i Jyllands-Posten og nå ud til endnu flere end de 200.000 månedlige sidevisninger, som RokokoPosten.dk i dag kan prale af.

"Vi glæder os til at samarbejde med Jyllands-Posten, og forhåbentligt begejstre en ny og større læserskare," siger Mikkel Andersson, medstifter og redaktør af RokokoPosten.

BRANCHENYT
Læs også