Er du klar til at gå ned i løn?

Truslen hænger over hovedet: Gå ned i løn eller arbejdspladsen forsvinder.

Modelfoto: Linda Johansen

Danskerne accepterer i stigende grad modellen, som ledelsen i flyselskabet SAS for nylig fik igennem overfor medarbejderne: Gå ned i løn ellers forsvinder arbejdspladsen.

På blot otte år er gruppen af danskere, der ikke vil høre tale om lønnedgang, selv om det kan bevare jobbet, næsten halveret. Det viser målinger, som Ugebrevet A4 har foretaget i 2004, i 2009 og igen i 2012.

I 2004 ville 58 procent af danskere i arbejde slet ikke høre tale om at gå ned i løn, selv hvis det kunne redde jobbet. I 2009 var det faldet til 46 procent af befolkningen. I dag er det kun 33 procent af danskere i job, som ikke accepterer lønnedgang for at bevare jobbet.

Vi ser virkeligheden i øjnene

Det viser en måling, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 1.146 repræsentativt udvalgte danskere i dagene efter den store SAS-aftale i november.

Ifølge professor i arbejdsmarkedsforhold, Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, er danskerne fuldt klar over, at både dansk og europæisk økonomi er fastfrosset, at erhvervslivet er presset, og når eksempelvis dagpengeperioden også er blevet halveret, bliver de fleste mennesker lykkelige for blot at have et arbejde.

»Krisebilledet går i retning af, at folk tænker: Hvorfor ikke lade min løn være fleksibel for en kort periode for at kunne bevare jobbet,« vurderer Flemming Ibsen, der fortsætter:

»Jeg tror også, man er blevet inspireret af, at andre går ned i løn. Der er måske tale om en lemmingeffekt: At lavere løn bliver normen, så det både fremstår acceptabelt og virkningsfuldt.«

Så meget vil vi ofre

Knap hver tredje dansker vil således acceptere at gå fem procent ned i løn, hvis det redder arbejdspladsen, mens en lidt større gruppe - stadig under en tredjedel - vil gå 10 procent ned i løn for at beholde jobbet - sidstnævnte gruppe er dog næsten blevet dobbelt så stor på otte år.

Kun godt hver 20. vil acceptere kravet, som de ansatte i SAS blev mødt med for nylig, på 15 procent lønnedgang.

Helt overordnet mener godt seks ud af ti danskere, at »det er i orden, at lønmodtagere indgår aftaler om lønnedgang for at redde arbejdspladser i Danmark.« For otte år siden var det godt fire ud af ti, der havde den holdning.

Et lille flertal af danskerne er i dag enige i, at det er »nødvendigt, at vi sænker det høje danske lønniveau« for at bevare arbejdspladser i Danmark.

For otte år siden var det færre end tre ud af ti danskere, som accepterede denne præmis for at bevare job i Danmark.

Vilje er ikke (altid) nok

Det paradoksale er, at det ellers i flere tilfælde har vist sig, at medarbejdernes velvilje til at gå ned i løn har vist sig at være forgæves.

I 2004 gik eksempelvis de hk-ansatte i SAS, ifølge Berlingske Tidende, ti procent ned i løn, hvilket altså ikke forhindrede, at lønnedgang igen kom på dagsordenen i år.

Og i sommer oplyste direktøren for pålægsfabrikken Kreatina i Bjæverskov, Thomas Olander, til DR Nyheder, at fabrikken lukkede - selv om medarbejderne allerede i 2009 accepterede at gå 10 kroner ned i timen for at bevare arbejdspladsen.

LO-formand, Harald Børsting, vurderer, at det er krisen, som nu har varet i hen ved fire år, der har skabt danskernes pragmatiske holdning til lønnedgang.

LO: Forkert medicin

Det ændrer bare ikke Harald Børstings grundsynspunkt, som er, at det er en forkert »medicin«, man tager, når lønmodtagerne går ned i løn.

»Der er alt for få eksempler på, at det har reddet noget som helst,« siger han og peger på, at lønnen »selvfølgelig« har betydning for konkurrenceevnen - ligesom øget satsning på forskning, uddannelse, nye forretningsmodeller, innovation og nye produktionsmetoder i Børstings øjne har det.

Skulle nogen tro, at danskerne ligefrem glædes over udsigten til at gå ned i løn, tager de da også fejl.

Næsten tre ud af fire oplyser således i A4's undersøgelse, at en lønnedgang for at redde jobbet i en eller anden grad vil påvirke engagementet på jobbet negativt.

Det er således færre end hver femte, som vurderer, at motivationen vil forblive upåvirket, hvis lønposen skrumper. Knap hver tiende er i tvivl.

Hvad mener du?

  • Er du klar til at gå ned i løn, hvis det måske kan redde din arbejdsplads?
  • Eller er det en forkert vej at gå?

Deltag i debatten

Læs også
Top job