DSB slipper ikke for skandaletog

DSB har indgået aftale med AnsaldoBreda om slutlevering af IC4- og IC2-tog.

AnsaldoBreda er forsinket med leveringen af 22 IC4-togsæt og 14 IC2-togsæt. Foto: Jens Dresling

DSB slipper ikke ud af aftale om de stærkt forsinkede og problemfyldte IC4- og IC2-tog.

Det står klart efter, at den danske transportkæmpe har indgået aftale med italienske AnsaldoBreda om levering af de sidste tog. Det vil angiveligt være både juridisk problematisk og økonomisk tungt at komme ud af aftalen om de udskældte tog - endda på trods af massive leveringsproblemer fra italienernes side.

Fakta
  • Aftalen giver DSB annulleringsret for de togsæt, der ikke er leveret til en bestemt dato (ultimo september 2013 for IC4 og ultimo oktober 2013 for IC2).
  • Aftalen giver DSB rettighed og mulighed for selv eller i partnerskab at tage ansvaret for videreudviklingen af TCMS-systemet.
  • Aftalen indeholder køb af en række vitale ydelser/rettigheder/værktøjer bl.a. ekstra boggier.
  • DSB overtager fra AnsaldoBreda aftalen med DSB Vedligehold om at opgradere resten af NT-togsættene. Overtagelsen ændrer ikke ved det forhold, at fastprisaftalen har været tabsgivende for DSB Vedligehold.
  • AnsaldoBreda anerkender DSB’s kompensationstilgodehavende på 550 mio. kr.
  • Rabataftalen på 500 mio. kr. (hvoraf ca. 200 mio. kr. er udnyttet) forlænges til ultimo september 2013.
Kilde: DSB

En ulykkelig situation

AnsaldoBreda er forsinket med leveringen af 22 IC4-togsæt og 14 IC2-togsæt, og der er usikkerhed om den fremtidige leverance af en række vitale reservedele samt om opgradering af togcomputersoftwaren. I mere end et år har parterne forhandlet, men nu er en aftale altså på plads.

"Aftalen afklarer en række væsentlige usikkerheder og stridspunkter, men den ændrer ikke ved, at IC4-leverancerne har været en ulykkelig situation for alle parter," siger Frank Olesen, ansvarlig for IC4-programmet.

Penge til gode

Aftalen indebærer blandt andet, at DSB har mulighed for at annullere togsæt, hvis togfabrikanten igen overskrider leveringsfristerne, der nu lyder på ultimo september 2013 for IC4 og ultimo oktober 2013 for IC2.

Samtidig hedder det sig i aftalen, at AnsaldoBreda anerkender DSB’s kompensationstilgodehavende på 550 mio. kr. for de forsinkede togsæt, og DSB afgiver ordre på en række vitale reservedele og opgradering af tog-computersoftware.

"Det har fra flere sider været nævnt, at DSB burde hæve IC4-kontrakten. Mange juridiske forhold skal være opfyldt samtidigt, for at vi under den nuværende kontrakt kan hæve, og konsekvenserne ville være både uklare, årelange og risikobetonede. Den nye aftale anerkender vores kompensationstilgodehavende og giver os utvetydig mulighed for at annullere restleverancerne, hvis der sker yderligere forsinkelse," siger Frank Olesen.

DSB ønsker ikke at kommentere aftaler yderligere.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også