Ekspert: Absurd politisk situation i USA

Selv ikke truslen om den økonomiske afgrund har været nok til at skabe et forlig.

Tea party-bevægelsen har skabt problemer i den amerikanske kongres, mener lektor Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved SDU. J. Scott Applewhite

Det politiske system er i øjeblikket så dysfunktionelt, at ikke engang truslen om en recession har kunnet få politikerne i Washington til at kunne indgå et forlig.

Den 1. januar styrter USA ned i den økonomiske afgrund - den såkaldte fiscal cliff - og siden det amerikanske præsidentvalg har demokraterne og republikanerne forhandlet om at indgå en aftale, der skal redde verdens største økonomi. Indtil nu uden resultat.

"Fiscal cliff blev opfundet af politikerne for at tvinge parterne sammen, så der er grund til bekymring for alle andre aftaler og for, om det politiske system overhovedet kan fungere, når politikerne ikke kan gøre det, der skal gøres," siger Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på SDU, til Jyllands-Posten.

Drænet økonomi

Fiscal cliff henviser til en række skattestigninger og offentlige besparelser, der automatisk træder i kraft i det nye år. Hvis demokraterne og republikanerne i Washington ikke bliver enige om en løsning, vil det efter alt at dømme trække ca. 600 mia. dollars ud af den amerikanske økonomi fra begyndelsen af 2013.

Det kan ifølge økonomer kvæle det spæde opsving, der er i gang i USA's økonomi, og i stedet sende USA ned i en dyb recession.

"Det er højrefløjen i det republikanske parti, det vi kender som tea party-bevægelsen, der er problemet. Disse politikere er blevet valgt på ikke at indgå kompromis og være ideologisk rene. De har svoret og underskrevet erklæringer om, at de aldrig vil lade skatten stige," siger Niels Bjerre-Poulsen.

Kompromisløse republikanere

Årsagen til, at nogle republikanere fører denne kompromisløse linje er blandet andet frygt for, at de kan tabe deres politiske poster til mere konservative kræfter ved kommende valg.

"Det har ført til absurde situationer, hvor republikanere har fremsat et lovforslag, som de ikke forventede, at Barack Obama ville støtte. Da Barack Obama så støttede forslaget, stemte republikanerne imod deres eget lovforslag. Det er jo helt grotesk," siger Niels Bjerre-Poulsen.

"Det politiske system i USA kan kun fungere ved hjælp af kompromisser fordi der er rigtig mange muligheder for at spænde ben for lovforslag. Når der så er en gruppe, der ikke vil samarbejde ender man med et dysfunktionelt system."

Slagsmål om skatten

Et af det mest centrale spørgsmål i forhandlingerne om fiscal cliff er skatten. De ufinansierede skattelettelser, som George W. Bush gennemførte i sin regeringstid udløber nemlig ved udgangen af dette år.

Inden jul var parterne tæt på at indgå en aftale, men det satte den republikanske formand for Repræsentanternes Hus John Boehner en stopper for, da han præsenterede sin Plan B. Forslaget blev dog nedstemt af republikanerne selv.

"Det var en ydmygelse af John Boehner, for det viste, at han ikke havde styr på sine tropper. Begge parter kan dog have interesser i at overskride fristen, selv om det kan være ødelæggende for de finansielle markeder."

"Når vi passerer nytår vil skatterne automatisk stige. Det vil sige, at demokraterne efter nytår kan fremsætte et forslag om at nedsætte skatterne, og det vil republikanerne så kunne stemme for, fordi de dermed ikke har været med til at sætte skatten op. Det vil så kunne ende med, at republikanerne stemmer for et forslag, der ligger tættere op ad Barack Obamas plan end deres egen. Det er absurd," siger Niels Bjerre-Poulsen.

Pistol for panden

Det er langt fra første gang, at politikerne i Washington forhandler helt op til en deadline. Tilbage i 2011 skete det samme, da USA skulle have hævet sit gældsloft.

Først i sidste øjeblik fik politikerne indgået en aftale. De langtrukne forhandlinger skabte stor uro på de finansielle markeder, og det fik vurderingsinstituttet Standard & Poor’s til at sænke kreditvurderingen af USA med et enkelt trin, hvilket blev betragtet som en ydmygelse.

"I dag bliver der nærmest kun indgået aftaler, hvis parterne har en pistol for panden. Sådan vil det nok også være fremover, for som situationen er lige nu, skal parterne være parate til at trække landet ud over kanten, fordi højrefløjen i det republikanske parti reelt er antipolitikere," siger Niels Bjerre-Poulsen.

Økonomien som gidsel

Inden for kort tid skal demokraterne og republikanerne indgå endnu en aftale, der er vigtig for den amerikanske økonomi. Den amerikanske statsgæld stiger nemlig hele tiden, og det betyder, at gældsloftet bliver nået inden for kort tid.

I denne uge meddelte USA’s finansminister Timothy Geithner således, at loftet allerede bliver nået på mandag. Derfor vil finansministeriet nu forsøge at forsinke processen med en række bogføringsmæssige manøvrer, som kan udskyde fristen for en forhøjelse af gældsloftet i to måneder.

"Man kan frygte, at republikanerne vil tage den amerikanske økonomi som gidsel i forhandlingerne om gældsloftet. I 2011 var de nærmest klar til at misligholde deres forpligtelser over for landets republikanere, og nogle republikanere har allerede sagt, at de er klar til at gøre det igen.

BRANCHENYT
Læs også